torsdag den 10. maj 2018

[eftertanke] en halv time

Jeg sætter mig ind i bussen lige som de tunge dråber begynder at ramme fliserne. Pigerne ved siden af mig talte om, om de skulle tage i dyrehaven, eller hed det dyrparken? Nej, det er dyrehaven, bestemt. Med 'e'. Men der kommer jo regn lige om lidt.
Jeg sad for mig selv og var sikker på, at de tog fejl. Tag dog ud i livet, tænkte jeg.
Og nu regner det.
Her i Aarhus er en halv time kort tid. "Toget går allerede om en halv time." "Det tager kun en halv time at gå derhen."
Det er ikke fordi, at tiden går langsommere her, tror jeg. Det er mere, at man har affundet sig med den. Jeg finder ro i busskuret og nyder, at folk ikke ser hastende ud.
Mine ben summer. De har også affundet sig med pausen fra at være på vej hen.
Jeg ånder ned i lungerne.
Vinduerne trænger flere stedet. Folk larmer ikke, men for første gang siden, jeg holdt op med at kalde byen hjem, føler jeg ikke, at jeg larmer mere end dem. Vinduerne trænger, men jeg ved, at de nok skal nå til dem. Afskaldningerne af maling gør dem smukke, ser jeg. Og jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke så det før nu.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar