onsdag den 1. februar 2017

[eftertanke] kængurubarn

Men mit hoved svømmer og min krop er støbt fast
Og tankerne er deres egne og mine ben vil gerne ud

Så jeg går

Tager mig selv med over volden, som solen rammer tagene og frelseren
Jeg vender det ryggen og går hjemad
Som en ægte øboer
Jeg hinker mig frem for at undgå troldene hvis jeg træder på stregerne
For at undgå at falde igennem
fortovet hvis jeg rammer kløften

En dame med en Kiwi-pose skriger
'kængurubarn' efter mig
og ser vred ud

Jeg overvejer, om hun er faldet igennem selv
Eller måske har hun mistet frelsen?
Ladet sig selv blive grumset til af vandet og fuglene
der altid spiser hvidt brød fra børnenes hænder
for så at skide det ud igen senere

Jeg tænker, om hun mon også har siddet på bænkene og drømt
om at flyve væk

Først lande ved groteskerne ved spiret
og så videre op op
i spiral mod de stjerner vi ikke kan se for byens lys

Måske er hun bare en af troldene eller måske
er hun bare et menneske ligesom jeg
der heller ikke har hold i noget som helst










Ingen kommentarer:

Send en kommentar