mandag den 27. februar 2017

[eftertanke] fra Ord på flisen




For nogle dage siden - onsdag d. 22. februar - tog jeg ordene ved hornet. Jeg skrev mig selv på listen af oplæsere til open mic på Ord på flisen. Tre frivillige minutter hvor jeg ikke gemte mig bag en skærm under navnet imellemtiden, men stod som Ann foran et publikum der gerne vil høre lyrik. 
Så jeg fik en øl inden. 
Og jeg læste op. Og jeg var mere nervøs end jeg troede jeg ville være. Og det gik bedre end jeg kunne have turde håbe. 
Og jeg fik en øl bagefter. 
Det viste sig, at min første gang som oplæser, skulle være til sidste gang der var Ord på flisen. Stedet er solgt. Men der er stadig virkelig gode muligheder for at læse op. Michael fra forlaget Copenhagen Storytellers, der står bag disse oplæsninger, har også også et lignende arrangement i Karensminde - en scene for folk som jeg, der skriver og gerne vil høre lyrik.
Jeg vil prøve at læse op igen senere her i foråret. Mine digte får en anden virkelighed når de bliver oplæst. Det føles både smukt og rigtigt. 
Jeg tænkte, at jeg ville vise jer de tre digte jeg læste op. De er alle blevet postet her på bloggen før, og er kun blevet justeret en lille smule, men her er de samlet. 
Billederne er taget af Michael fra Copenhagen Storytellers. 


[eftertanke] afsavn

Den gule regnfrakke hænger ude i gangen og lugter lidt af dig. Af regn, af din parfume, og med en lille spids smag af gamle fisk. Det hele lægger sig på spidsen af min tunge, som en lille skarp. Som formiddage med en lille skarp. Den gamle danske på terrassen.

Jeg går forbi den i rutinen. Kommer den helt tæt. Jeg har øvet mig i det her. Det er kun rigtigt, når der er en millimeters luft mellem min hånd og jakken. Nogle gange må jeg gå forbi den i rutinen flere gange. Nogle gange mærker jeg dig ikke.

Jeg har arvet dine bøger. De har fundet deres plads på reolen. Alfabetiseret. Med æselører i dem du ikke kunne lide. Du sidder i mit afsavn inde i stuen med kaffekoppen og venter. Med bogen hvor ryggen er krum af gennemlæsninger, som alle de andre.

Jeg råber op, og spørger, om jeg skal sætte en ny kande over - bare fire kopper. Når jeg ikke får svar, går jeg ud i gangen og lader min hånd næsten strejfe din frakke.






[eftertanke] søndagstid

i går da jeg gik hjem
tog jeg flere dage om det

jeg tog min tid som var den min egen
og så kunne jeg lige så godt tage flere dage
nu nogen var i gang

med at forlade byen
for der var helt stille

og jeg var den eneste ude på vejene

bylivets forladte madrasser stod
op ad indgangene til opgangene

måske er det dér folk er blevet af

jeg har CV i ørerne
han kalder mig tomhændet og blind passager

og jeg overvejer lige et kort sekund
om
alle i virkeligheden er her
og om verden er blevet et tovejsspejl
med mig på den anden side







[eftertanke] vrang


Forstå mig ret, siger du.

Vi har kendt hinanden siden jeg begyndte at få holdninger, og siden jeg begyndte at få holdninger har du sagt at jeg skulle lytte. Sådan er det med to sider. Den ene vejer tungest.

Sådan er vi et godt par. Hvor er det dog vidunderligt at du kan pakke mig ind i dine rettelser. Du kan pynte på mig med røde streger som lidt for stramme gavebånd af plastik. De gnaver i mig, og skærer mig til, så jeg passer dig bedre. Du har ret, jeg tog fejl. Du har ret, jeg har vrangsforestillinger.

Og du elsker mig.

Og jeg kruser rundt i overfladen.

Jeg står ude ved vasken i badeværelset og vasker mine hænder og mine arme febrilsk i varmt vand. Din røde farve skyller af, som tørret ler der får fugt og bliver grumset og mudret. Det falder af og rammer vandet i halvopløste kager.
Jeg vasker af, og lader luft blive til ånde.

Jeg kan bedst lide følelsen af vrangsiden.















Ingen kommentarer:

Send en kommentar