fredag den 18. marts 2016

[eftertanke] tilløbsstykke

Han brølede det ud på den mest stilfærdige måde, så det kun var hende der hørte raseriet. "Hvad giver dig lov til at bestemme hvordan jeg skal definere min lykke?"

Hun svarede med et ikke-svar der blev sagt så luftigt at han kunne skære sig på det. "Hvorfor skal du bruge mig til at definere din lykke?"

Der lugtede af sæbe på caféen hvor de sad, og solen var forårskold igennem vinduet. De sad omgivet af en masse andre der også havde taget deres smil på som var det et modetilbehør. Som var livet et tilløbsstykke.

Fornemmelsen havde sneget sig ind over længere tid, med endeløse kopper kaffe og kulturoplevelser. Med korrekte lørdage og karrieretilfredshed. Med overforbrug af frihed.

Nu sad de og forsøgte på et nyt tilløbsstykke. "Jeg er begyndt at foragte dig. Det er kommet lidt bag på mig, men jeg har måske foragtet dig fra starten." Havde han lyst til at sige.
"Jeg vil noget andet. Noget mere. Den eneste grund til at jeg stadig er her er, at jeg ikke ved hvad det "noget" er. Og fordi jeg er en kryster. En forbandet kryster." Havde hun lyst til at sige.

Og caféen lugtede af sæbe, og solen var forårskold. Og de blev siddende og ventede på, at nogen anden tog affære.










3 kommentarer:

  1. Du skriver godt! Lidt uhyggeligt og sørgeligt og meget præcist :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor jeg dog er glad for din kommentar! Tusind, tusind tak!

      Slet
  2. Du skriver godt! Lidt uhyggeligt og sørgeligt og meget præcist :-)

    SvarSlet