lørdag den 5. december 2015

[eftertanke] vi mødtes gennem ruden

Jeg har skrevet en julegave i år. Den blev givet i dag, og var til en af de virkelig fine kaffebarer i København. En af de steder, hvor man altid føler sig velkommen, hvor kaffen smager af godt håndværk, og hvor jeg altid rammer mig selv lidt igen, nærmest så snart jeg kommer ind ad døren. De fik en af mine eftertanker, skrevet specielt til dem, og om dem. Og hvor blev de glade! Og hvor er det vidunderligt, at mine ord kan gøre varme andre så meget!
Jeg spurgte dem, om jeg måtte dele den på bloggen også, for det var jo deres ord nu - ikke mine. Det måtte jeg bestemt gerne! Så her kommer min julegave til de søde folk på Vi mødtes gennem ruden.





Hun ønsker sig et værelse med udsigt. Noget med et liv på den anden side af hendes lille sammenfoldede tilværelse.
Det kan være så ensomt at bo i København.

Der er så mange mennesker der ikke ser hinanden, har hun ofte tænkt. Vi bliver klemt sammen i bussen på vej hjem fra arbejde, og står altid i kø i det første det bedste supermarked klokken ulvetime om eftermiddagen. Vi står så tæt, men vi rører aldrig ved hinanden. Vi ser aldrig rigtigt hinanden.

Der er så mange fremmede.

De sidste par uger var hun begyndt at trække ud. Ned ad gaden, ned mod den røde plads. Ind i varmen hvor de serverer den langsomme kaffe, og hvor vinduespartierne er store.
Der er ikke nogen der står for tæt herinde, tænker hun, og måske er det derfor jeg kan huske hvordan de ser ud.
Jeg ser dem i øjnene når jeg bestiller. Måske er det derfor jeg kan deres navne.

Det bliver tidligt mørkt for tiden. Hun sidder på bænken i vinduet, så tæt som muligt på at være udenfor, og øver sig i at folde sit liv ud.

Hun nyder den kølige rude mod sin skulder, og de kulørte lampers lys, der mat skinner igennem den duggede rude. Hun nyder, at hun kan føle livet igennem glasset.

Hun kan godt se ham, omme på den anden side af gaden. Han står der og venter, med den type ro over sig, som virkelig skinner igennem i så hektisk en by. Han passer slet ikke ind, tænker hun, og hun lader blikket hvile på ham.

Hun tænker, at han er sådan en som læser. Og at han drikker sin kaffe sort. Uden unødvendigt fyld.

Hun forestiller sig, at de kender hinanden. At hun kender følelsen af hans hånd. Af hans fingerspidser. Og hans blik.
Hun synes, at hun kan se en rytme i hans smil. En forventning i mundvigen som hun gerne vil være en del af.

Hun vil gerne danse med ham. Hun på den ene side af glasset, han på den anden. En akavet form for kinddans, men hun synes, de skulle prøve alligevel.

Et kort øjeblik lader hun drømmen overtage. Baggrundsstøj bliver til musik, og de kulørte lamper synes at falde ind i rytmen. Luften udenfor er blevet koldere, og ruden dugger endnu mere til.

Hun blinker, og vender tilbage. Oppe i baren står han nu og bestiller en håndbryg.

Åh, tænker hun, lettere overrasket over sig selv.
Kunne det ikke være fint hvis vi kunne sige, at vi mødtes gennem ruden?










(For en god ordens skyld skal det siges, at indlægget ikke er sponsoreret. Det gør jeg ikke rigtigt i.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar