torsdag den 22. oktober 2015

[snak] hvad er mit våben?

Jeg møder den overalt. Vi møder den overalt. Den store bølge af tragedier og mørke, der konstant viser sig i nyhedstrømmen, i snakke over aftensmaden - i kunsten og litteraturen.
Den er så gennemtrængende, at den er begyndt at være i selve tonen af vores liv - i luften. Den er der faktisk måske allerede. Det er simpelthen så nemt at blive skyllet med, og miste fodfæstet.

Der er nærmest gået inflation i tragedier. Vi påvirkes ikke så voldsomt af dem længere, for vores grænser for, hvad der uacceptabelt voldsomt, bliver skubbet som vi bliver bombarderet med frygteligheder. 

Jeg har gået og tænkt, om verden virkelig er et værre sted, end den var for 30 år siden. Jeg tror det ikke. Jeg tror vi bliver bevidste om det frygtelige på en anden måde, end for 30 år siden. Og jeg tror, at mørket har fået et lidt andet ansigt nu. 


I går var jeg inde i Politikens hus og se World Press Photo 2014 udstillingen. Det var næstsidste dag udstillingen var åben. Der var egentlig alt for mange mennesker (de havde nok tænkt det samme som jeg; at vi skulle ind og se den udstilling inden det var for sent) men jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted. 
Som jeg gik rundt blandt fotografier der var blæst op i stor størrelse der virkelig fremviste mørkets mange sider i klare detaljer, gik det op for mig, at æstetikken i dag virkelig spiller en meget stor rolle i, hvordan mørke bliver fremstillet.
Da jeg bevægede mig over til den lille udstilling med Politikens egne fotos fra Syrien-krisen, ramte det hele mig meget hårdere. Det fik lov at komme tæt på. Jeg er ikke sikker på hvad det helt var, jeg så anderledes, men jeg fandt mig selv stå med tårer i øjnene over de skæbner jeg blev mødt med på de fotos.
Tårer der sikkert også kom frem af ren frustration over, at mediernes fokus - for mig i hvert fald - synes at være, hvem der er bedst til at sælge tragedierne. For vi skal alle have det skidt. Og nu skal medierne vise os hvor skidt vi skal have det.

Forstå mig ret. Jeg er lykkelig over, at medierne informerer mig og holder mig opdateret. Jeg er heldig, for der er mange lande rundt omkring i verden, hvor mennesker ikke kan sige det samme. Jeg føler bare, at der på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde, er sket et skift. Jeg oplever, at der er gået sensation i nyhedstrømmen. Der er gået æstetik i mørket. 



Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal kæmpe. Hvor min energi skal bruges. Hvad jeg, gymnasielærer og ung, dansk kvinde, bedst kan gøre i det liv jeg nu engang lever. 

Jeg underviser. Har fokus på min tone. Viser tillid. Giver chancer. Kæmper for, og med mine elever. Jeg er venlig. Høflig og velopdraget. Støtter hvor jeg kan. 

Men er det det? Er det - i mangel på et bedre ord - nok?  

I dag sang vi kringssat av fiender til morgenforsamlingen på skolen. Siden den sidste tangents lyd tonede ud fra klaveret, har jeg tænkt på de ord:

I en tid hvor mørket trænger sig ind i tonen og i luften - hvad er mit våben?










Ingen kommentarer:

Send en kommentar