fredag den 23. oktober 2015

[eftertanke] afstand


Afstand

"Jeg ved det ikke", sagde hun. "Det er som om, at der er noter af noget anderledes i luften. Måske er det håb? Det gør stadigvæk ondt, men ikke helt på samme måde."

De sad ved siden af hinanden, og kiggede ud. De havde kendt hinanden så mange år. Han kendte hende bedre end han kendte sig selv. Alligevel føltes det for overvældende for hende at snakke med ham om det, hvis hun så på ham. Så kom han for tæt på.

Det havde gjort ondt at høre, men han havde bidt det i sig, for han vidste at det var en præmis for deres venskab. Nu sad han bare og gav hende luft.

"Det er gået op for mig at det nok altid vil gøre ondt. Det er vel på en eller anden måde at komme videre, er det ikke?"

Hans hånd fandt hendes, og gav den et lille klem. Lod hånden være på hendes et meget kort øjeblik, før han trak den til sig igen.

Han tøvede, men sagde så: "De er familie. Men det er dit liv."

"Ja, jeg ved det godt." Hun lukkede øjnene. Lukkede verden helt ude. Skabte endnu mere afstand til det hele, så hun kunne genvinde kontrollen lidt.
Han ville så gerne være derinde med hende. Støtte hende, så hun nemmere kunne finde fodfæstet igen. Bære noget af læsset for hende. Men det var hende der skulle gøre afstanden mindre. Når hun var klar. Det havde han hele tiden vidst. Med de ar hun bar rundt på, skulle skrøbeligheden respekteres.

Men denne gang havde hun en ny form for ro over sig, syntes han.

Før han kom, altid før han kom, havde ensomheden haft fat i hende. Sandkornene havde skiftet form til mikroskopiske, sylespidse små stykker glas, der havde boret sig ind igennem huden under hendes fødder, pint hendes nervebaner og skåret blodårenes vægge op indefra. Skabt indre blødninger. Små skrig. Tusindvis af små åbne sår, der hånende havde truet hendes jordforbindelse.

Hun havde skyllet sårene i vandkanten, og var blevet siddende. Hun kunne godt lide at sidde der.
Vandet havde renset de åbne sår, kølet de forbistrede nerveender, og havde fået kroppen til at holde op med at brænde sådan.
Det gav hende en følelse af at blive holdt fast, når familien fik trukket hende væk fra hende selv. Vandet og det våde tøj trak hende ned, og når bølgerne gled tilbage mod havet, følte hun lidt, at hun fik lov at komme med.

Han havde fundet hende siddende i vandkanten. Hun havde skrevet til ham, at hun var gået herned. Her havde de siddet mange gange, når hendes familie igen havde kørt hinanden op i en spids. Og givet hende skylden. Rutiner stikker dybt.


Sådan sad de ved siden af hinanden, med en forsigtig intimitet. Altid uden at de rørte hinanden, og uden øjenkontakt. Sådan sad de nu, igen. Og fik lidt lov til at komme med bølgerne ud i havet.

"Skal du have et lift hjem?" spurgte han efter noget tid hvor de bare havde siddet i stilhed.

Hun vendte blikket mod ham.
"Tak" sagde hun, uden at svare på hans spørgsmål.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar