torsdag den 3. september 2015

[snak] strøtanker

Nu er hverdagen startet igen, og som altid, har den sørget for at gøre det eftertrykkeligt.
Jeg keder mig ikke. Jeg prøver faktisk bare på at følge med. Føler måske mest lidt, at jeg er hende der render efter gruppen, og råber: Kan I ikke liiige sænke farten lidt, guys?

Her er en blanding strøtanker jeg har haft de sidste tre ugers tid:



Cykelturene til og fra arbejde er jo vidunderlige pusterum! De fjerner den der spænding af træthed der sidder midt i panden på mig. Jeg skal bare altid lige op på cyklen, inden jeg husker det.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor cykelister i København har SÅ travlt, at de føler behov for at overhale ude på vejen. I myldretiden. På Nørrebrogade. Hvor der er tre spor på cykelstien. Og da slet ikke, når de har børn bag på cyklen.

Krammere kan redde liv.

Det kan kaffe også. Muligvis dog mest andres, når jeg har haft tid til at drikke kaffe inden de møder mig om morgenen.

Mon Ryan Adams har en dansk klon, og mon han gider at være kærester med mig?

Hvem i alverden har taget mit overblik? Og gider vedkommende ikke lige levere det tilbage, tak? Det behøver ikke at være i forkromet tilstand.

Hvor var det lige, jeg lagde mit kamera?

Jeg har vidunderlige kollegaer.

Hvor jeg dog glæder mig til at give niecen rødt fluff i fødselsdagsgave. Enhver 5-årig pige burde eje rødt fluff.

Hvor er det bare pisse frustrerende, at planlægning og god undervisning ikke altid gider at gå hånd i hånd. Lærte vi ikke alle sammen at gå hånd i hånd, da vi gik i børnehave?

Shakespeare kan også lidt redde liv. Her taler vi om mit. Specielt når man kan putte sig i tæpper i Kongens Have en torsdag aften, imens magi folder sig ud på en lille, minimalistisk scene.

Nu skal alle mine skitse-eftertanker snart ud på bloggen. Men hvor var det lige, jeg havde lagt mit kamera?










Ingen kommentarer:

Send en kommentar