søndag den 26. juli 2015

[eftertanke] regenerering

What do you feel on the subject?
I'm home.
If you wanna be.
I'm sorry. I'm so, so sorry. But I don't think I know who you are anymore.

Og så var det at hun så ind i ham. Så længere end hans vipper og hans blå farve.
Hun så hans frygt, hans forvirring, hans fortabelse. Hans år der gjorde ham mere skrøbelig end et spædbarn - måske fordi der var så mange år, at han sagde, at han var holdt op med at tælle dem.
Hun så efter med forsigtige skridt, for hun kunne heller ikke lægge frygten fra sig.

Det kunne ikke bare være som den lykkelige slutning. Men det var vel heller ikke målet. Den var nået for lang tid siden, og de var kommet videre.

You can't see me, can you. You look at me, and you can't see me.

Please. Just see me.

Hun tog et skridt alene med ham. Nogle gange, tænkte hun, kan vi jo alle sammen tabe os selv.









Ord lånt fra BBCs Doctor Who, første afsnit med Peter Capaldi som Doktoren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar