tirsdag den 23. juni 2015

[snak] rod

Jeg har måske fire påbegyndte indlæg til at ligge som kladder. Der er bare ikke rigtigt noget der er kunnet blive skrevet færdigt.

Det føles altså lidt som om at jeg roder lidt rundt i noget liv herude.

Først og fremmest leder jeg efter et nyt sted at bo. Ikke at det bliver nemt i hovedstaden -- hvis man bare kender lidt til mig, så er jeg ret meget en tryghedsnarkoman når det gælder mit hjem. Jeg magter ikke rigtigt et toilet i gården, fx. Det skal altså være fornuftige forhold. Jeg har sågar fundet et opslag hvor der stod at det køkken man havde adgang til, lå i udlejers del af huset. Og de håbede ikke, at den nye lejer havde stort behov for et køkken, da de værnede om deres privatliv.
Jesus da!
Det skal være en god, tryg base at komme hjem til. Det lyder ikke til at være svært at finde. Men vi taler København.
Det fylder godt nok meget lige nu. Men midt i alt det dér roden rundt i livet, er der også gode ting.


Denne uge er nemlig lidt en festuge. Der er smil og boblende stemning over det hele på min arbejdsplads. Tredje g'ere er blevet til studenter, og det vrimler med smil og masser af stolthed.
Det er ekstra specielt som lærer, skulle jeg hilse at sige. Jeg har haft et 3g hold i år, og jeg er pærestolt over dem! Det er virkelig ikke nemt at være ung i disse år. De bærer simpelthen utroligt meget på deres skuldre. Det pres mindes jeg ikke at have haft da jeg var gymnasieelev (at jeg så havde en masse andet at kæmpe med, er en helt anden sag). Men de klarede det, gjorde de!
Jeg glæder mig til at klappe meget højt af dem på fredag! Og jeg kan næsten love, at jeg kommer til at blive rørt.


Jeg starter det hele ud med at tage ned til noget vand og fejre sankt hans. Finde et krus øl, synge med på midsommervisen og mærke sommerstemning.
God sankt hans alle sammen. Og husk at ønske tillykke, skulle I se nogle fine nyudklækkede studenter.










1 kommentar:

  1. Ann, skriver du ikke snart en bog? Jeg elsker at læse dine ord <3

    SvarSlet