søndag den 29. marts 2015

[snak] eftertanke

I dag afleverer mine forældre nøglerne til mit barndomshjem til husets nye ejer.

Det er egentlig noget jeg har været okay med længe før de fortalte mig at de havde en mulig køber til huset. Jeg er jo 28, og mine forældre har længe snakket om at de gerne ville tættere på min søster og hendes familie. Det er et naturligt skridt at de vil i noget mindre, og at de vil tættere på familien.

Min søster og jeg har skrevet med hinanden over weekenden. Små, korte beskeder med ord som "underligt" og "tungsindigt" og "tomt". Men også med ord som "nybagte boller" og "film i stuen".
Vi bliver vel begge overvældet af alle de minder vi har haft der - på godt og ondt, for livet har godt nok langt fra altid været let. Mine forældre har det på samme måde, bare fra et andet perspektiv.

Det er underligt med steder. De eksisterer jo ikke bare på et fysisk plan.
På det fysiske plan, er mit barndomshjem ikke længere et sted jeg kan komme. Fra i dag af vil det hus være fyldt med en anden families møbler, og det vil skabe rammerne om deres oplevelser og få plads i deres minder.
Men i mine minder er det stadig mit.
Man taler om at et "space" først bliver et "place" i mødet med erfaringer og minder. På dansk mangler vi lidt de rette ord til en oversættelse, men man kan måske bedst sige at et hus først bliver et hjem når det bliver levet i; når minder, smil, erfaringer, nybagte boller og selv skænderier bliver knyttet til arkitekturen. Når livet bliver koblet til rummene.
De erfaringer har jeg stadigvæk. Måske bliver de endda endnu tydeligere, nu jeg ikke kan besøge det fysiske sted længere. Måske lidt ligesom når man mister synet, så skærpes de andre sanser?

Jeg mindes hulebyggeri i (det stakkels) æbletræ, og jeg mindes min søster og jeg der begge sad i den store læderlænestol i stuen og så Snurre Snups søndagsklub, pakket ind i dyner. Jeg husker hvordan far og mor pyntede op i køkkenet aftenen før den første december, så vi vågnede op til kravlenisser og chokoladejulekalendre den første dag i julemåneden. Jeg kan huske godnathistorier i massevis.
Jeg kan også huske da min mor kom ind og fortalte mig at Prinsesse Diana var død. Og da mine klassekammerater havde været onde ved mig en dag i skolen, da jeg havde fødselsdag, og jeg blev trøstet i køkkenet da jeg kom hjem.

Alt dette er mit barndomshjem. Det er ikke huset, og de hvide sandsten. Det er minderne.



"A house is a relatively simple building. It is a place, however, for many reasons. It provides shelter; its hierarchy of spaces answers social needs; it is a field of care, a repository of memories and dreams." 
Yi-Fu Tuan





Så selvom nøglerne nu tilhører en anden familie, skal jeg nok besøge Rønvangen 106 igen.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar