torsdag den 26. marts 2015

[anbefaling] the little grey cells





Min far har dem alle sammen på dansk. I ved, den gamle pocket-book udgave, der er blevet slidt i ryggen og siderne er blevet gule med tiden. Den udgave der lige kunne være i en baglomme, når man var på farten. Jeg er vokset op med, at han altid var i gang med en bog, og det var mere end ofte netop en af disse, med denne herre som hovedperson.

Den pertentlige, ulasteligt klædte, høflige, korrekte og utroligt skarpe Monsieur Hercule Poirot.
Den lille belgiske (!) detektiv med det omhyggeligt velholdte moustache, og "the little grey cells" (det sidste læste du som Poirot ville sige det, ikke sandt? Me too.)

Jeg samler selv på de engelske Poirot bøger. Agatha Christie var en mester til at skrive. Jeg kan slet ikke understrege nok hvor dygtig jeg synes at hun var. Jeg holder også enormt meget af hendes Miss Marple bøger (og resten af hendes forfatterskab), men det er den lille belgier jeg elsker allerhøjest.

Der er noget utroligt elskeligt over ham, på trods af alle hans irreterende tilbøjeligheder og karaktertræk, og jeg synes, at Christie har formået at skabe et karakter-univers omkring ham, der skaber den perfekte balance. Den dygtige og effektive Ms Lemon, den braldrende og lidt overilede Inspector Japp og den gode, tålmodige Captain Hastings.

For mig, er der absolut ingen der nogensinde vil kunne spille Hercule Poirot som David Suchet gør det. Han har arbejdet med den største respekt for den rolle han skulle indleve sig i. Han gør det vanvittigt godt!
Ikke ét ondt ord om de andre skuespillere der har spillet Poirot før Suchet, men jeg synes Suchet er den eneste der formår at gøre Poirot så elskelig som han er i bøgerne, uden han får for store armbevægelser. For er der noget Poirot mestrer, så er det en afmålt (arrogant) korrekthed, blandet med en utrolig retfærdighedsans.
Suchet mestrer simpelthen Poirot.

Jeg fandt den fineste lille dokumentar på youtube, hvor Suchet fortæller om sit forhold til Poirot, og hvor han besøger nogle af de steder de brugte da de filmede de forskellige afsnit. Vi får endda lov til at komme med da de allersidste afsnit blev filmet i 2013. Jeg fik, om muligt, endnu større respekt for ham, end jeg havde før.
Og jeg sad med tårer i øjnene da han stod foran hele holdet bag Poirot i sit kostume, lettede hatten og sagde tak og farvel med accenten og staturen som Poirot.

Nyd Being Poirot med en god kop te, eller et glas portvin.












Ingen kommentarer:

Send en kommentar