mandag den 23. marts 2015

[anbefaling] islandske krystaller

Jeg kan godt mærke, at jeg har haft mere lyst til at tegne end at skrive her på det sidste. Det har føltes utroligt svært at få ord ned på papir, hvor stregerne i tegningerne har formet sig meget lettere. Jeg har adskillige kladder blandt mine indlæg, hvor ordene bare ikke rigtigt vil som jeg vil.
Sådan skifter det jo, en gang i mellem. Uanset hvor meget jeg synes bloggen trænger til en eftertanke. 

MEN men! Måske vender det snart. Bare en lille smule. Det kribler nemlig lidt i fingrene efter jeg så islandske Of Monsters and Mens nye video til deres single Crystals. 
Jeg har vildt meget lyst til at tegne den fantastiske mand der mimer hele teksten, og som er det eneste der faktisk figurerer i musikvideoen, ud over teksten til sangen. Han er jo så smuk! Det vrimler med linjer og udtryk i hans ansigt og hans bevægelser!
Og så synes jeg lyrikken til sangen er helt vidunderlig. Den er nærmest tung - fuldstændig mættet og lidt overvældende i forhold til hvad man normalt finder i fx de danske sangtekster.
Teksten føles lidt, som jeg forestiller mig den islandske natur er; det er som om der er en form for vildskab i teksten, og man prøver lidt at tæmme den, selvom man er meget klar over, at det aldrig vil kunne lade sig gøre. Det hele er meget råt, smukt og poetisk. Det er kropsligt, fysisk og med referencer til naturen - nærmest som en anerkendelse af at naturens måde at leve på, er direkte forbundet til hvordan vi mennesker lever. Og det hele er bare så fandens smukt sat til musik, med en skøn lydside af blandt andet tunge, rytmiske trommer, og en smuk kvindestemme.


Se nu endelig videoen i fuld skærm, og nyd hvor udtryksfuld den er i sin enkelthed. 














Ingen kommentarer:

Send en kommentar