mandag den 23. februar 2015

[snak] tabu

Det med depression, er svært. Det er svært spørge ind til, det er svært at snakke om, og det er virkelig svært at forestille sig, at man selv bliver ramt.

Jeg synes, at det er blevet mere acceptabelt at snakke om. Det er det virkelig. Men, det føles stadig som -- ja, hvad? Som noget underligt, skrøbeligt noget. Og så er det, at vi har nemmere ved ikke at snakke om det.

Jeg kan huske, da den ramte mig i starten af uni-tiden. Mine, sikkert velmenende, veninder fortalte mig, at jeg helt sikkert skulle styre uden om medicin, fordi de kendte nogen der aldrig var kommet af det igen. Ingen af dem, havde haft en depression.
Da jeg ringede til en anden veninde for at aflyse en aftale og forklare hende, at jeg havde været til lægen, brugte hun de næste 10-15 minutter på en "det kender jeg godt, for da jeg ..." samtale. Hun havde heller ikke haft en depression.

Intet af det var brugbart. Intet af det var hvad jeg havde behov for. Jeg var så træt af, at andre skulle fortælle mig hvad jeg burde gøre og hvad jeg følte.
Men det SKAL snakkes om. Man skal bare ikke prøve at gøre sig for klog. Balancen er sgu svær. Jeg glemmer det stadigvæk. Måske lidt for tit.
Man skal lytte. Være tilstede. Og man må gerne spørge. Når snakken omhandler depressionen, skal man ikke dreje samtalen over på én selv. Eller over på ens søsters venindes mand der også havde det skidt. Det føles påtrængende. Sådan var det i hvert fald ved mig. Det var ikke dér jeg havde et behov, men jeg magtede ikke at sige noget til det.

Når alt kommer til alt, var de fleste dage faktisk okay. Ved mig, var der ét stort kaos i mit hoved. En pokkers masse uro, og en ufravigelig mangel på orden i nogle som helst tanker. Jeg kunne bruge timer på at finde ud af hvordan jeg bedst skulle komme op, fordi hele processen skulle forstås, inden den kunne udføres.
Sådan var det med alt. Relationer. Madlavning. Lektier. Pligter. Ansvar. Jeg kunne ikke finde ud af, at prioritere. Pladen var gået i hak, og det negative spredte sig som en steppebrand.
Jeg tænkte alt negativt; jeg tænkte alt i stykker.

Der var virkelig sorte dage, hvor tankerne trak mig ned. Der var en masse grå dage, hvor jeg gled lidt lydløst igennem det hele. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte medicinen, for den gav mit hoved ro til at arbejde med psykologen. Jeg er stoppet med begge igen for længst.

Men jeg er ikke naiv. Depressionen kan vende tilbage - det gør den ved mange. Denne gang, kender jeg tegnene bedre. Jeg har værktøjer til at få slået bremserne i. Jeg tør bede om hjælp.

Hvorfor hele denne smøre? Det er jo efterhånden mange år siden, for mig.
Det er fordi jeg læste et fantastisk indlæg ovre på Stinestregen i går. Hun beskriver det som at have en brækket arm - inde i hovedet. Det er så klogt og fint beskrevet - og hun er så modig at skrive og tegne om det, for hun er i det lige nu.
Har du fem minutter (mere) så hop derover og læs. Det er absolut anbefalelsesværdigt.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar