torsdag den 19. februar 2015

[snak] de rå følelser igennem den næsten nøgne krop

Det sidder stadig lidt fast i mig. Weekenden.

Fordømmelse. Mennesker der bruger tro som et fejt dække for grusomhed. Skønhed der bliver skæmmet af had på grund af -- frygt? Forkvaklede traditioner?

Jeg siger det så ofte til mine elever; I skal værne om jeres holdninger. De er jeres. De er vigtige. Men I må ikke lade det betyde, at I ikke også bliver klogere og lærer nyt. Det er dér udviklingen sker.

Det er simpelthen så nemt at fordømme og blive vred. Selv for personer som jeg, der er ateist, kan det være nemt at gemme sig bag stædige holdninger. Vi kan prædike lige så meget som de der tror på en gud, og vi kan lige så vel ende i ekstremisme som alle andre. Vi tilbeder jo alle, på den ene eller den anden måde.

Jeg fandt denne VIRKELIG smukke koreografi af Hoziers Take Me to Church. Det er balletdanseren Sergei Polunin der danser, med en inføling i musikken jeg sjældent har set mere rørende. Det er Jade Hale-Christofi der har koreograferet, med en utrolig skarphed og forståelse for skrøbelighed.
Det er David LaChapelle der har formidlet det  hele til video.


Sergei Polunin danser rå følelser ud igennem sin nærmest nøgne krop, i en bygning der minder om en kirke der står nøgent i sin skal.

Det er en optræden der virkelig skal ses, nydes og så genses. Muligvis med en pakke kleenex ved hånden.














Ingen kommentarer:

Send en kommentar