mandag den 26. januar 2015

[eftertanke] perspektiver

Han gik ned hvor han engang tit havde gået som barn. Nu med voksenøjne. Minderne havde givet ham en afstand fra dengang. Det er vel egentlig okay, tænkte han. Der er bare kommet mere tyngde på. Det er jo sådan det er. Perspektiverne har ændret sig.

Han havde indhentet træerne siden da. Hulerne var nu bare tilgroet buskads. Brædderne var væk.

Frygten sad der godt nok stadig - sådan lidt som et ekko.
Frygt er noget underligt noget, tænkte han. Den bliver aldrig rigtigt taget alvorligt når vi er børn, og som voksne skal den imødekommes med rationalitet og logik.

Han lagde sig ned under et af træerne, der dengang havde virket fulde af monstre, ravne og ondskab. Han tænkte ikke på at hans tøj blev vådt og snasket af februar-jorden. Han gjorde sig i stedet så lille som hans voksne krop kunne blive, og så op i kronen.
I tankerne råbte han efter ekkoet: Nu er jeg her igen. Hvad vil du have, at jeg skal gøre?

Og sådan lå han under træet i noget tid, og sagde farvel til noget han ikke helt var sikker på hvad var.

Det er jo sådan det er. Perspektiverne har jo ændret sig.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar