lørdag den 6. december 2014

Søster, solstrålerne og de særlige


Det her er et anderledes indlæg. Det er et indlæg om en bog, men det er ikke en bog man lige køber i den lokale boghandler, eller som man får med hjem fra en græsning blandt hylderne på det lokale bibliotek. Ikke desto mindre, er det en bog der ligger mig meget på hjerte at fortælle om.

Min søster har et arbejde, jeg tror kun få kan holde til. Det kræver den helt rette hjertevarme og mentalitet at besidde hendes stilling. Min søster arbejder på en døgninstitution for svært handikappede børn. Det er i mine øjne en regnbueinstitution. Ingen af børnene har de samme handikap. Der er altid noget ekstra ved det enkelte barn.
Børnene har ofte en forkortet levetid, der er mange der er svære at komme i kontakt med, der er omsorgssvigtede børn, der er børn som er skrøbelige som glas, og der er meget medicin, for der er følgesygdom på følgesygdom. Der er alvorlige udrykninger med ambulancer. Der er dødsfald.
Jeg har den største respekt for hvad min søster laver til daglig.

Men jeg har svært ved helt at forstå det. Jeg har svært ved at slippe tanken om, at det er synd for børnene.

Så lånte min søster mig en bog. Den hedder Solens varme og en lille brise, og er en samling historier fra Børnehuset i Svendborg, fortalt til Vibeke Marx. Det er ikke stor fortællerkunst, og det er bestemt heller ikke banebrydende grafikerarbejde. Men det er som med børnene, ikke de gængse målestokke der tæller her.
Bogen var en oplevelse. Et tiltrængt indblik i det arbejde de fantastiske pædagoger der passer på disse børn, ligger for dagen. Men måske endnu vigtigere endnu, er det et indblik i, hvordan disse børn er fantastiske, sanselige, livsglade unge mennesker, der kæmper bravt for livet. Vi skal ikke have ondt af dem, og vi skal ikke synes, at det er synd for dem. Det er synd for dem, men det er ikke dér fokus skal være. Fokus skal være at give dem oplevelser, omsorg, kærlighed og livskvalitet. Fokus skal være at lindre smerter og urolige sind. Belønningen finder man i smilene, det pludseligt opmærksomme blik fra en barn der normalt lever i sin egen verden, det hjertevarme grin og ikke mindst, den uforklarlige kontakt der er ved omsorgen.

Jeg blev rørt da jeg læste om et besøg fra Søren Hauch-Fausbøll, der talte i Bamses stemme til en af børnene, og gav ham en fantastisk oplevelse. Drengen er svær at kommunikere med, men liver altid op når han ser Bamse og Kylling.
Jeg blev rørt da en pige fik lov til at hilse på vores kronprinsesse; for en pige der elsker kongehuset var det nok det største hun kunne opleve.
Men mest af alt blev jeg rørt over al den omsorg og kærlighed der ligger i pædagogernes arbejde; over alle de tanker de gør sig, og over hvor langt de går, for at give disse regnbuebørn livskvalitet og kærlighed.
Jeg bukker mig i støvet for de pædagoger der giver deres omsorg og faglighed til disse særlige børn - dem der kæmper for at give dem solens varme og frembringe smil.
 














Ingen kommentarer:

Send en kommentar