søndag den 2. november 2014

Aftentime

Jeg er for tiden ofte stødt på begrebet særligt sensitiv, og har mødt mennesker der har de ekstra følsomme nerveender. Lige for tiden læser jeg en bog om en pige der også føler - synes hun - for meget. 
Jeg tænker, at det her må være sådan det føles. 


Nogle gange mister jeg taget i verden, fortæller hun. 
Nogle gange, kryber mørket ind igennem ruderne i den sene aftentime og trækker mig væk ud op. 
Gør mit sind toptungt og heliumlet. Som var det Harry Potters fucking tante der bliver spændt ud som en ballon og svæver væk. Og så flyver jeg op i himmelrummet, med viltre tanker som ulogiske sejlduge der guider mig væk uden plan om hvorhen. 
Nogle gange mister jeg roden, fortæller hun. Nogle gange svæver jeg rundt med følelser over alt. Men jeg ser til gengæld klarere. Men jeg mærker mere. Men jeg længes efter et anker. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar