lørdag den 25. oktober 2014

Noon in Copenhagen

( Jeg havde en plan. Det har jeg sådan set stadigvæk. En fin liste over temaer til blogindlæg, og hvornår de skulle ud. Men så blev det efterårsferie, og jeg fik besøg fra Jylland. Og så startede jeg på mit nye arbejde, og har været en anelse skeløjet af træthed efter arbejdstid den sidste uge. Det er svært at skrive blogindlæg i en skeløjet tilstand. Nu kører vi (mig og min smådårlige samvittighed) med better-late-than-never-teorien. )




De fleste der kender mig, ved at jeg elsker efterår. Det er vitterligt min yndlingsårstid. Jeg elsker regnen, der virker rensende, klargørende efter en lang sommer hvor varmen har gjort, at uformlige drømme har sneget sig ind i min underbevidsthed. (Jeg har vist haft selvsving om regn her på bloggen før)
Jeg elsker vinden. Den minder mig om ture ved Vesterhavet i min barndom, da vi lånte min onkels hus i nordjylland i efterårsferien, og gik ture ved vandet og blev blæst igennem. Jeg elsker følelsen af at være pakket ind i lag, og mærke vinden prøve sin styrke af på mig, og klare mit hoved og give mig røde kuldekinder.
Jeg elsker årstidens sanselighed. Det her en en årstid man mærker. Den bringer mig tilbage til en form for status quo. Den er min reset button.

Jeg elsker - selvfølgelig - også de få dage, hvor farverne er ekstra stærke, og hvor store trøjer og tørklæder er nok til at holde mig varm. Det er de dage, hvor man får en følelse af at luften dufter af kvæde, små, stærke kopper espresso er helt, helt rigtige, og man kan sidde udenfor på en café med en fantastisk bog, og forelske sig i tjeneren. (Yeah, yeah, call me a hopeless romantic)

I kandidatgave fik jeg af min familie et maleri af hviderussisk-fødte Leonid Afrimov. Han har boet i USA i mange år, og han laver vidunderlige, efterårsagtige malerier af by-scener. Han laver også meget andet, men jeg kan virkelig bedst lide hans malerier af regnvåde efterårsscener af gåture på alléer.
Han maler med en spartel, og bruger tykke lag af skønne, klare, stærke farver. Hans malerier bliver næsten taktile. Man har lidt lyst til at røre lærredet.
Han er ikke højkulturel eller samfundskritisk. Han skubber ikke til nogens grænser, og han er meget nem at holde af. Men det er fløjtende ligegyldigt. I hvert fald for mig. For jeg har et lille stykke efterår, med regnvåde gader og de smukkeste, klare farver på min væg. Jeg elsker det.

Han minder mig om Woody Allens Midnight in Paris. Han minder mig om bøger, romantik og fortabelse i en anden verden. Om det hyggelige i at gå ture i regnen med et dejligt menneske, og sludre om alt og indet. Han minder mig lidt om en anden tid. Og han hænger lige dér, på min væg.



2 kommentarer:

  1. Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er glad for. Hvor er det skønt! - og dejlig efterårsbeskrivelse :)
    Kh Lisbet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Lisbeth. Jeg er også helt vildt med det. Jeg faldt faktisk over Afrimov, da min veninde forelskede sig i hans værker. Hun (og hendes mand) fik et værk af mig i bryllupsgave. Jeg synes, at han kan noget virkelig fint.
      Og dejligt med en med-efterårs-fan :) Jeg kan se på din blog, at vi er lige begejstrede over årstiden :)
      Kh Ann

      Slet