mandag den 18. august 2014

"Der er noget under min seng"




Først og fremmest: Det her er mit indlæg nummer 100! Tak fordi I læser med! 


Da jeg var barn, sad jeg og så filmatiseringerne af R. L. Stines Gåsehud-serie om eftermiddagen, og dykkede ned i Phyllis Reynolds Naylors bøger om Lynn og Marjorie der kæmper imod overnaturlige kræfter om aftenen. Jeg gøs med glæde.

Som voksen har jeg ikke været for god til at finde gys, men jeg er ved at komme efter det. Det er sværere at være bange som voksen. Vi er alt for bevidste om de rigtige farer i verden.

Børne-horror er en vigtig genre. Bevares, det skal gøres anderledes end hvis det var til voksne, men børne-horror skal ikke springes over. Ikke alt skal være sukkersødt, forudsigeligt og nemt. Børn er mere hårdføre end vi voksne tror.
Det er ikke så ligetil at forklare hvorfor det er i orden at skræmme børn. Alene nu jeg skriver det, virker det nærmest grundlæggende forkert. Men det er det ikke. Af samme grund som det ikke er i orden at lade barnet vinde i alle spil og ikke lade barnet kende modstand.

Da Coraline af Neil Gaiman blev filmatiseret, skrev New York Times i deres anmeldelse følgende:

"There are many scenes and images in “Coraline” that are likely to scare children. This is not a warning but rather a recommendation, since the cultivation of fright can be one of the great pleasures of youthful moviegoing. As long as it doesn’t go too far toward violence or mortal dread, a film that elicits a tingle of unease or a tremor of spookiness can be a tonic to sensibilities dulled by wholesome, anodyne, school-approved entertainments."


Den er medicin for de sanser og fornemmelser der aldrig vil blive skærpet i de hjernedøde tv-programmer og alt for nemt læste bøger.

Coraline er bygget på en historie Gaimans 4-årige datter fandt på en dag i børnehaven. Den er tænkt i et barnesind og færdiggjort af en utroligt dygtig forfatter. Og den er fremragende!

Coraline er lige flyttet ind i en ny lejlighed. Hun elsker at gå op opdagelse, men hendes forældre sidder lidt for meget fast i deres voksenverden. En dag finder hun en dør der går ind i en anden version af hendes hus -- en version med en Other Mother, en Other Father og mystiske versioner af de andre beboere i ejendommen. Men noget er galt. Alt er skævt og forkert. Intet er helt ægte. Det er som om, at alt i dette hus, er en underlig, skyggefuld, forskruet version af virkeligheden. Alle i denne verden  har knapper som øjne, og Other Mother er aflang og "slightly off".
Det varer ikke længe før Coralines rigtige forældre er forsvundet, og hun må finde ud af hvordan hun får dem tilbage igen.

Den er lækker. Velskrevet. Fantastiske sætninger. Den er skrevet som en virkelig god børnebog skal være skrevet: Der er mod, barnesindets fine forståelser for verden, seriøsitet og lethed. Gaiman er en troldmand med ord.
Og så er den virkelig uhyggelig. Som skyggerne under sengen der kan være monstre, træets grene der let banker mod ruden på værelset, en fornemmelse af at der er noget der følger efter dig en sen aftentime.
... For det er da bare skygger, grene og fornemmelser.


Min udgave af Coraline er i en bog med andre af Gaimans uhyggelige historier. Bogen er illustreret af Dave McKean.














2 kommentarer:

  1. Det er også en rigtig fin filmatisering. Han har samarbejde med Tim Burton om den. Og selv filmen kan skræmme en voksen. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Filmatiseringen er SKØN! Men det er vist Henry Selick der har været over den, ikke Burton -- den er dog meget Burton'sk for Selick arbejdede med Burton på Nightmare. Men jeg kan tage fejl.
      Filmen er vold-skræmmende, ja! Bogen er faktisk værre - tro det eller ej. Jeg har dog også hørt at bogen er mere skræmmende for voksne end den er for børn.

      Slet