torsdag den 19. juni 2014

Havet for enden af vejen



Jeg havde for et par uger siden en læseoplevelse hvis lignende jeg aldrig har oplevet før. Jeg er blevet overvældet, rystet, rædselsslagen og mærket for livet. Jeg har udskudt at skrive om den, fordi det simpelthen er svært at formulere hvad det faktisk var, der rørte mig så dybt.
Det her indlæg har været undervejs siden sidste side af Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane (2013) blev læst færdig.

Lad mig prøve at forklare.

Den virkelighed et barn lever i, er anderledes end den virkelighed vi voksne lever i. Et barn lever i en virkelighed hvor monstre eksisterer, og er lige så håndgribeligt skræmmende, kan forårsage lige så stor skade, som et biluheld eller en krig kan for voksne. Et barn er ikke i tvivl om at der findes magi, og uforklarlige ting, og møder et barn sådanne ting vil der være en umiddelbar forståelse og anerkendelse, mens en voksen vil rationalisere. Jeg har tit tænkt om barnet faktisk ikke har bedre fat i kernen af forståelse og af frygt. Om det ikke er os voksne der gemmer os.

For hvad vi ikke må tage fejl af er, at denne barnets virkelighed er lige så ægte som vores voksne virkelighed. Barnets frygt, overvejelser og tanker skal tages lige så seriøst, som vi vil tage vores egne. Også selvom de ser monstre hvor vi ser en anden virkelighed.
For, kan vi virkelig bevise at vi som voksne har ret? Og, måske endnu vigtigere, husker vi, at vi som voksne faktisk ofte er genstand for børns frygt?
Måske skulle vi arbejde på at huske vores frygt da vi var børn.

Det er i bund og grund det The Ocean at the End of the Lane handler om; en voksen mands barndomsminder om et helvede han gennemlevede som barn. Om forældre der ikke troede på ham. Om et monster, forklædt som en barnepige, der skulle bekæmpes. Om familien for enden af vejen, der kunne redde ham. Om frygt og om tryghed. Om voksnes magtposition, og et barns desperate handlinger.

Romanen ligger på kanten af virkeligheden. Jeg kan ikke finde ud af om det er en fantasy, en magisk realisme eller om det er en realistisk roman, bare ud fra et barns virkelighed.

Hvad jeg ved er, at den er noget af det smukkeste, mest rammende og dybeste jeg nogensinde har læst. Måske netop fordi den tager udgangspunkt i barneminder - noget af det stærkeste i vores bevidsthed.
Gaiman skriver - som altid - klart og rent, men med så mange lag at man har svært ved at holde fast.
Læs den! Lad dig rive med. Og tillad dig selv at huske de gange hvor du ikke blev troet på som barn. De gange hvor du har været så gennemtrængende bange, men ikke har kunnet sige det til de voksne, for de ville ikke kunne forstå din frygt. Husk den frygt, og brug den til at komme tættere på at forstå børns virkelighed. Den er god at blive mindet om, selvom man er voksen.











2 kommentarer:

  1. Hvor spændende :) den skal jeg læse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh! Gør det, Kira! Du vil ikke fortryde det, det er jeg helt sikker på!

      Slet