onsdag den 7. maj 2014

Tilbage til huset i Toscana

Jeg er blevet mødt med en del løftede øjenbryn og et par rystede hoveder når jeg har snakket om Et hus i Toscana af Frances Mayes.
Mit eksemplar af bogen har da heller ikke den mest alvorskrævende forside jeg har set -- der er blomster og pastelfarver over det hele. Jeg kan ikke helt tilgive Aschehoug for ikke at have lavet den mørkeblå så den ligner den notesbog Mayes købte i sin tid, og som endte med at blive til Et hus i Toscana. Pastelfarver er ikke min kop te. Langt fra.

Men bogen! Åh! Hvor tager de fejl når de ryster på deres hoveder!

Det er ikke en skønlitterær bog. Der er ikke nogen forsødet kærlighedsromance gemt i den, som der er i Hollywoodfilmen af samme navn. Der er ikke noget lesbisk vennepar, og der er heller ikke en ung, smuk polsk håndværker der forelsker sig i Mayes' nabos datter. Alt dette kan dog tilgives, for var det ikke for filmen, havde jeg aldrig læst bogen. Og bogen ville ikke have kunnet filmatiseres som den er - der er simpelthen ikke noget klassisk skønlitterært handlingsforløb i den.

Men der er beskrivelser. Der er lækkert sprog (Lone Burmeister har været dygtig i oversættelsen til dansk) og der er livsenergi så det sprutter ud fra siderne. Der er siesta, grøntsager der smager af noget, håbløse håndværkere, opskrifter, etruskerfascination og - jojo - masser af smukke og romantiske overvejelser af stedsidentitet, liv og minder og tid.

Og så er det hele skrevet så pokkers dejligt, at jeg faktisk begyndte at læse den igen da jeg blev færdig med bogen den første gang.
Det kan muligvis godt være fordi jeg lige nu drømmer om den slags eventyr; og om store rum, tykke marmorbordplader i køkkenet, om sommervarme så hed, at jeg står op klokken 4 om morgenen for at kunne nå at ånde før det bliver for varmt, om haver med roser og krydderurter i latterligt overskud, om at have nok i et basiskøkken - om Toscana med sådan et folk og sådan en stemning som i bogen.
Men for at tage mig selv lidt i forsvar -- lyder det ikke også helt vidunderligt?
Men bogen ER godt skrevet, og den er et dejligt pusterum fra en travl hverdag. Den er tilgivende og kræver ikke noget af læseren; vi skal ikke sidde og være bange, bestemme hvem vi holder med, eller forholde os til politiske kriser.  Dog, alt dette til trods; den går ikke ned på sproget som diverse hurtigt skrevne chick-lits fx gør i dag. Og selv sådan én som jeg, der har en lav fnidder-tolerance, har måttet hengive mig helt og holdent til svungne, romantiske sætninger og dagdrømme.
Det passer til bogen.

'Hvad det nu end er, tøver jeg med at børste vejstøvet af Jomfru Marias ansigt eller polere det blå med en klud, så det skinner, og endog forstyrre de stive buketter, der ligger i en stadig intakt dynge på jorden. Der er et liv på gamle steder, og vi er altid på gennemfart.'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar