søndag den 6. april 2014

*Skifter*

"Jeg skal altså have enten et halvt STORT franskbrød eller et helt LILLE" hørte jeg, mens jeg stod i kø hos bageren denne søndag morgen. Den ansatte bag disken prøvede at gemme sit smil, mens hun gjorde sit bedste for at være professionel og behjælpelig overfor den 10-årige københavnerpige.
"Jamen det her er et lille franskbrød" forsikrede hun den unge kunde. Pigen stod med rynkede bryn. Der skulle lige overvejes.

Så blev det min tur og jeg flyttede mit fokus.

Da jeg trak min cykel væk fra fortovet, gik jeg forbi hende igen.

"Far - det kostede 27 kroner, så jeg havde ikke nok penge med. Skifter."
Hun var blevet sendt på bagermission med en walkie-talke. Sådanne missioner skal jo tages alvorligt. Også selvom man må gå tomhændet hjemad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar