torsdag den 6. marts 2014

Et lille pip



Ja, jeg er her endnu, hvis nogen skulle være i tvivl. Selvom jeg er her lidt i en relativ form.
Jeg har tænkt meget på hvad man skal have med sig når man lever ud fra en kuffert. Hvad tager man med for at man føler sig hjemme? Hvilke kriterier er der?

Det er af gode grunde umuligt at pakke hele min lejlighed ned i en kuffert. Uanset hvor meget jeg gik og håbede på at min taske ville få nogle Mary Poppinske tendenser, så alt på magisk vis kunne være i den, skete det i hvert fald ikke. Jeg måtte pænt skære ned på mine bøger, min kunst og mine små nick-nacks.

Når alt kommer til alt, var det faktisk ikke svært.

Bøger og kunst og fotografier kan, hvis man nu lige klemmer øjnene lidt sammen og tillader sig at generalisere, faktisk det samme.
De giver os oplevelser, frembringer minder og får os til at føle os mindre alene. De er en del af vores omgivelser i vores hjem, og de minder og de følelser der er tilknyttet disse ting, kobler os til mere end bare hvor vi er lige nu og her.

Så jeg har taget Tamora Pierces Alanna bøger med (for dem kan jeg udenad og det er dem jeg genlæser hvis jeg er stresset), den fine bog om Hr. Morris Lessmores liv (for den er jeg stadig nyforelsket i, og den giver mig ro) og Frances Mayes' drømme om et hus i Toscana (for den giver mig lyst til at drømme) og Antoine de Saint Exuperys Brev til et gidsel og Brev til en general (for den giver mig eftertanke og får mig til at huske hvad det betyder at være rodløs).

Og så har jeg også taget min venindes kunst med mig for hun betyder alverden for mig, og hun laver smukke ting. Og et aftryk af hendes helt nye datters små fødder sat i glas og ramme. Og et billede af min niece og et af min søster og jeg i vores tidlige teenageår.

Det hele er små ting der får mig til at mindes og tænke fremad, og som giver mig ro og får mig til at tænke og mærke efter. Og får mig til at smile.

Det er i bund og grund dét der skal omgive os og som får os til at føle os hjemme. Det behøves ikke være der i hobetal, men det skal være der. Who needs a Mary Poppins carpet bag anyway?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar