tirsdag den 25. februar 2014

Se, det kunne man også

Så er kasserne ved at være pakket og ting er blevet solgt og afhentet. Nu er jeg ved at være kogt ind til essensen -- så at sige.
Lidt for mange bøger (hostfemtenhost) er ikke blevet pakket endnu. Jeg prøver stadig at bilde mig selv ind at jeg sagtens kan retfærdiggøre at tage dem alle sammen med i kufferten. Some girls bring too many shoes...

Øverst i bunken af bøger (der med lidt god vilje helt sikkert godt kan være i kufferten, og som jeg også helt vildt meget har tid til at læse...) er Frances Mayes' Et hus i Toscana

Den er blevet min busbog/overspringshandlingsbog. Muligvis ikke det klogeste valg. 

Mit flyttehoved, der ellers var så fint realistisk før jeg begyndte på bogen, er nu fyldt med tanker om at tage til Toscana og købe et hus. Og ansætte polske håndværkere til at genopbygge muren udenfor huset. Og lære italiensk, drikke god espresso, lave mad efter de opskrifter der er i bogen (alle mine køkkenting kan jo bare blive pakket ud igen), dyrke oliven og vin og sidde i skyggen af en af træerne i haven med en notesbog. 

"Et hus er en metafor for selvet, naturligvis, men det er også helt virkeligt" ... "Det ny liv vil måske forme sig efter husets konturer, som allerede har hjemme i landskabet og i rytmen omkring det"

Hele bogen er fuldstændig forheksende! Huset bliver beskrevet som en del af persongalleriet, og selvom der følger nok problemer med, vil jeg påstå at man skal være usædvanligt hårdnakket for ikke at have lyst til at rejse til Cortona og prøve eventyret af. 

Er der ikke nogen der vil med? Jeg giver den første flaske vin på terrassen

Ps: Jeg skal nok vende tilbage med mere om Frances Mayes når bogen er færdiglæst -- men i mellemtiden kan jeg anbefale at læse den og drømme. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar