onsdag den 12. februar 2014

I nedpakning

Mit liv er på vej ned i kasser, og de næste par måneder kommer jeg til at bo i en kuffert. Nedpakningen er ekstra tidskrævende for jeg bliver ved med at finde fine ting som jeg lidt havde glemt, som lige skal kigges på igen, huskes og smiles over. Jeg er altså alt, alt for sentimentalt anlagt til nedpakning.
Den her har hængt i en stor collage på min ellers så voldsomt umotiverende køkkenvæg. Det er et postkort fra Poesi Festival 2000, som jeg har fået fingrene i nede på Godsbanen til Litteraturens Dag sidste år. Jeg kendte nu godt digtet i forvejen - jeg synes det er så magisk.




Det er så smukt. Magisk realistisk, nærmest surrealistisk. Og det bliver ægte hjertensskærende når man ved hvor godt elefanter husker og at de, i deres sociale natur, også sørger meget når de mister et flokmedlem. At tænke sig at så store dyr har så store følelser, gør virkeligheden i Carsten René Nielsens digt nærmest mulig.
Jeg ved jo godt at de ikke begraver sig selv af hjertesorg, men der er bare en del af mig der ikke kan afvise tanken alligevel. Den er nok for smuk og for poetisk til jeg kan gøre det. Det ligger sig på grænsen til virkelighed; mellem poesi og fakta, mellem overjordisk (eller måske underjordisk?) skønhed og realisme.
I kan i øvrigt finde digtet i Nielsens bog Cirkler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar