lørdag den 15. februar 2014

32 kilometer silkebånd



Jeg er overhovedet ikke religiøst anlagt og jeg får ikke nogen speciel følelse af en guddommelig inflydelse når jeg går ind i en kirke.
Men siden jeg tog mit tilvalg på Kunsthistorie, kan jeg påskønne kirker og kirkearkitektur på en hel ny måde. Jeg synes kirkerum er smukke - de er tænkt som arkitektur med fokus på overvældelse, storhed og skønhed. Kirker er bygget for at man kan føle sig tættere på Gud - men for sådan en som mig, gør et stort, smukt kirkerum bare at jeg er betaget af arkitekturen og det følelsesspektrum der er lagt i denne arkitektur. Hver en sten er tilpasset med tanke på et højere formål, og hver et lille stykke farvet glas er skabt til at være en samlende del i den billedmosaik der skal give farve til gennemstrømmende lys, der flimrende giver liv og skaber stemning i kirkerummet.

Anne Patterson, en amerikansk kunstner med base i New York, arbejder blandt andet med scener og lys. Hun har arbejdet med teaterkulisser og operascener, og har i sit arbejde i Grace Cathedral i San Francisco dannet netop en scene for en stærk oplevelse i kirkerummet.

Inspireret af de farvede glasmosaikker i kirkens rum, har hun lavet en installation af ialt 32 kilometer farvet silkebånd der hænger ned fra loftet. I dagslyset udfylder disse mange hundrede silkebånd kirkerummet med regnbuefarvede vertikale stråler, der bevæger sig let og nærmest mætter rummet. De ændrer akustikken og giver et helt andet syn på arktitekturen. De trækker linier fra toppen af kirkerummet - dét der for de religiøse trækker op imod Gud - og ned til de besøgende, men de gør også rummet mere intimt og den førnævnte kontakt mere haptisk -- mere håndgribelig. Lysets stråler og farver er nu kun få meter fra jorden, og hvis man lige strækker sig lidt mere, kan de faktisk berøres. Når mørket falder på, træder farverne anderledes i karakter.
Som kirkens hjemmeside så poetisk beskriver det: "The ribbons carry our prayers, dreams and wishes skyward, and, in turn, grace streams down the ribbons to us."
For mig, minder det mig om The Tree of Souls fra filmen Avatar, med dens lysende grene der er en forbindelse til forståelsen af livet. Det må ikke være fjernt fra den følelse man må få som besøger i Grace Cathedral.

Patterson har også fået inkorporeret musik og video i installationen, hvilket jeg kun kan antage udnytter rummets akustiske egenskaber til fulde, og smukt må lave lysspil op ad båndende imens de svajer ganske stille. Samlet set må oplevelsen af denne installation være uforglemmelig. Tænk at ligge på en kirkebænk, under alle disse farvede bånd og kigge op mens lyset spiller og lydende omkranser dig. En ualmindelig smuk forening af kunst og kirkerum - også for os ikke-troende.

Via MyModernMet, hvorfra alle billeder også er lånt.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar