mandag den 27. januar 2014

To bøger senere...

Jeg har været et smut i hovedstaden. Jeg har sovet på en vens sofa, jeg har prøvet at holde varmen mens jeg tog fra aftale til aftale (gik ikke godt. Jeg siger det bare. Burde have ønsket mig skiundertøj til jul), og jeg har mødtes med venner og med en lille ny Ronja der kun har været i verden i fem dage.
Og så har jeg snakket med en masse mennesker om at skulle rykke til København og jeg har ventet på svar fra en udlejer. Det blev ikke til nogle bindende aftaler denne gang, men det er okay. Jeg kommer derover soon enough.

Men jeg har haft en masse ventetid / tø-op tid i selskab med adskillige kopper kaffe. Og sådan noget tid bruges bedst med en bog. Og skulle man være lidt trænet (som jeg virkelig er efterhånden), så kan man sidde og varme begge hænder om kaffekoppen, mens man holder bogen åben med albuerne.
Det har ikke været stor, dybsindig litteratur - det går ikke når jeg er langt fra mine dagligdags rutiner og på farten. Det har været en fantasy og en chicklit. Og det har været helt perfekt!

Alt med Tamora Pierce er godt. Det er de første bøger der tilbød mig en verden jeg kunne forsvinde ind i igen og igen. Jeg læste Alanna-serien et par år før den første Harry Potter udkom.
Det er ungdomsfantasy, men det er jeg helt og aldeles ligeglad med; man skal læse hvad man vil, også selvom man "er blevet for gammel" til bøgerne.
Tamora Pierce er blevet betragteligt bedre til at skrive - for ja, så meget som jeg elsker serien om Alanna, så er den ikke skrevet særligt godt.
I København fik jeg læst den sidste i serien om Beka Cooper. Af alle hendes serier, er det nok den bedst skrevne. Plottet er mere jordnært og har mindre magi og mere efterforskning over sig. Men de er gode! Og har man læst Harry Potter og Eragon, så kan de altså varmt anbefales. De er også oversat til dansk.

Den var hurtigt læst, og Me and mr. Darcy holdt mig med selskab på vej hjem med 888eren. Det gode med chicklit bøger er, at de hurtigt er læst og hurtigt glemt igen - men den her var faktisk rigtig sød. Specielt hvis man er i humør til en bogudgave af en romantisk komedie der bare skal underholde et par timer.

Så nu, to bøger senere, er jeg faktisk i humør til noget tungt. Noget der gerne må læses langsomt og med eftertænksomhed. Noget hvor sproget er lækkert. Så i dag begiver jeg mig ud i vejret (jeg ved det godt - jeg er tosset) og ned på biblioteket hvor Yiyu Lis Efter tusind års fromme bønner ligger og venter på mig. Jeg har fået den varmt, varmt anbefalet, og efter jeg faldt over politikens anmelselse gav jeg efter og bestilte den.

Så nu vil jeg pakke mig ind i alt jeg kan finde, ned og hente bogen og så hjem igen til kaffe og en god bog.
Jeg vender tilbage med mindre tekst, flere billeder og generel god stemning i morgen igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar