onsdag den 15. januar 2014

Sne! (på den forsinkede måde)

(Følgende skulle have været ude i går. Men så faldt jeg i et hul. Agtigt. Mere om det i morgen, det lover jeg. Men først, i dag:)

Jeg har manglet den -- den dér kolde klare luft der kommer med frosten. Det har jo slet ikke været vinter endnu. Og jeg har manglet sneen.
Jeg vil helst pakke mig ind i uld, strik, lange strømper og vanter og gå rundt udenfor imens det sner; imens verden er helt stille og kold og rolig. Her er det vejret der bestemmer, og vi får ikke lov til at skulle skynde os på den samme måde som før.
Sneen lægger en dæmper på alt der larmer og roder, og dækker det med hvide tæpper som man allerhøjst må lege i.

Selvom sneen nærmest allerede er væk, gælder den altså stadig. Og det indlæg jeg har gemt til den første sne kommer her. Det er et af mine absolut ynglingscitater. Det beskriver en fredfyldthed i den dalende sne; nærmest en personificering hvor sneen har fået en bevidsthed som en stille beskytter.
Igennem Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne har sneen mange forskellige roller, men helt i starten, til drengen Esajas' begravelse, er den fredfyldt og måske endda moderlig? Kulden der er ladt tilbage er ikke andet end minusgrader; sneen er omfavnende og trøstende. Noget større end bare vintervejr.


"Nu sænker de ham ned i jorden. Kisten er af mørkt træ, den ser så lille ud, og den har allerede et lag af sne over sig. Fnuggene er store som små fjer, og sådan er sneen, den er ikke nødvendigvis kold.Hvad der i dette øjeblik sker, er at himmelrummet græder over Esajas, og tårene bliver til frostdun, der lægger sig over ham. Det er universet der på denne måde trækker en dyne over ham, for at han aldrig mere skal fryse."


Hele bogen er vanvittig hård, mørk og dyster. Og helt ekseptionelt smuk. Jeg kender mange der ikke kan komme igennem den; den er for hård og for underlig og for snirklet. Jeg var en af to elever der faktisk gjorde som min fantastiske dansklærer i gymnasiet sagde, og læste den i sommerferien før 3.g. Det var lektier. Vi var nok alligevel for unge til den; til at forstå dens kompleksitet og dens skønhed, når alt kommer til alt. Den er så fremmedgørende og alligevel så nærværende. En af mine absolut ynglingsbøger - selvom jeg altid kun kan genlæse den i bidder. Men jeg har heller ikke nemt ved at komme igennem de tungsindige bøger. Det er ikke fordi de ikke er fantastiske, men fordi at jeg måske er lidt for medfølende i forhold til hvad karakterene skal gennemgå af strabadser.
Men jeg vil gerne give Peter Høeg mine bedste og kraftigste anbefalinger. Han er en mesterlig ordsmed.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar