torsdag den 9. januar 2014

Gløder



Kender vi i virkeligheden hinanden? Lader vi vores egen magelighed forblænde os, så vi ikke ser hvad vi i virkeligheden burde se? Hvad der ligger lige for næsen af os?
Kan selv det dybeste og stærkeste bånd være et fatamorgana skabt af hvad vi ønsker at se, mens det bekvemt skjuler de mørke skygger der har sneget sig ind i ad sprækkerne og langsomt forgiftet venskabet. Og har venskabet så overhovedet eksisteret?

Den ungarske forfatter Sándor Márai har begået en decideret smuk roman i Embers fra 1942 (på dansk Lysene brænder ned). Aldrig har jeg læst noget lignende.

Det er en langsom roman. Plottet er pinefuldt enkelt. Sætningerne er lange. Alt i romanen virker som om det er taget væk fra verdens hast, og nu eksisterer tilbagetrukket i ensomhed, i halvmørket.
Og på trods af alt dette, er bogen utrolig spændende og fængende. Den er skarp i beskrivelser og overvejelser, på kanten til overdetaljeret. Men den slipper godt afsted med det. Márai beskriver med utrolig velovervejethed hvordan et venskab er blevet bygget op, og hvordan det er brudt sammen; hvordan minder og svigt kan holde liv i gløderne af et venskab, der 41 år tidligere blev blæst op til et stort og uhyggeligt bål.
Embers er i øvrigt det engelske ord for gløder.

Bogen handler i bund og grund om et venskab der startede mellem to ganske unge drenge, og som er fortsat igennem deres ungdomsår og tidlige voksenliv. Den ene dreng velstillet og en naturlig militærmand, den anden dreng fattig i forhold til sin ven, et musisk talent og en outsider i militærverdenen. 
Hovedhandlingen foregår over én dag, hvor de to før så tætte venner, mødes for første gang i 41 år. For første gang siden noget hændte der gjorde at de på voldsom vis brød. 
Det er det. Alt andet er minder, tanker og beskrivelser. Og den er fantastisk! 

Den blev anbefalet til mig af min veninde, der er ungarsk gift. Jeg har lånt hendes engelske eksemplar hun har fået af sin mand, og jeg har nydt den til fulde. Jeg er dog ikke i tvivl om at den danske oversættelse er mindst lige så smuk som den engelske oversættelse er. Men anbefalede bøger er mine ynglings, tror jeg. Jeg føler altid at jeg lærer vedkommende der har lånt mig den, lidt bedre at kende ved at læse bogen. Ynglingsbøger fortæller os meget om hvem vi er, og denne er så absolut kommet på min liste.







2 kommentarer:

  1. Rikke9.1.14

    Jeg er så glad for at du har nydt den Ann. Jeg tænkte nok at netop du ville værdsætte hele måden hvorpå den bevæger sig langsomt frem og bare hele fortællesproget.
    Og du siger bare til. Der er flere hvor den kom fra :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg takker og bukker for lånet, Rikke. Jeg lover at snige mig ind og kigge på bogreolen næste gang jeg besøger. Og forelske mig. Og komme ind til jer, krammende en bog og spørge om jeg ikke nok må låne den :)

      Slet