søndag den 29. december 2013

Vincent

Vincent van Gogh: The Starry Night (1889)

Der er nogle stykker musik der, uanset hvor mange gange de bliver spillet, ganske enkelt ikke mister deres skønhed.
Vincent af Don Mclean har jeg kendt siden jeg var et barn; American Pie LPen er ofte blevet taget frem fra min fars pladesamling og spillet. Som voksen har jeg erhvervet mig pladen på vinyl og som CD - sidstenævnte i to forskellige udgaver faktisk. Jeg blev nødt til det.

Det slår sjældent fejl. Kommer dét nummer på, i radioen eller hvor det nu måtte være, bliver alt andet stille for mig. Jeg lytter og føler. Og jeg ved det godt, det nummer er jo hørt så ufatteligt mange gange at man godt kan argumentere for at det er blevet en cliché. Det er jo en gammel sag med 43 år på bagen, og beskriver kunsten af en mand hvis solsikker hang som reproduktion i hvert respektabelt hjem i 90erne. Men prøv lige at læse med, en gang. Humor me for a second.

Don McLeans Vincent er på overfladen bare en sangtekst, sat til musik som en hyldest til Vincent van Gogh.
Men det her er meget finere end det.
Det er følelser og trængsler beskrevet i kunst og forstået i kunst. Kunsten fungerer som formidler for det ekko af følelser den er blevet skabt som.
Van Gogh malede sine følelser og indtryk ind i sine værker. Trekvart århundrede senere påvirkede hans kunst McLean så meget at han fandt inspiration til at skrive en sang, der beskrev hvordan han så van Gogh i hans værker, og hvordan han følte at han lærte ham at kende igennem værkerne. Og her sidder jeg så, i de sidste dage af 2013, og bliver stadig ramt hver eneste gang jeg hører sangen.
For hver evig eneste gang rammer det mig hvor godt McLeans beskrivelse passer, og hver evig eneste gang tænker jeg at det er den smukkeste tekstmæssige og musiske beskrivelse af en malers lidelser og værker. Det er et eksempel på, hvordan billedkunst kan overføres til ord og musik, og måske endnu vigtigere, er det et eksempel på, hvordan kunst ikke kun kan forstås, men mærkes.

Så nu kommer Vincent som billedkunst, og som tekst og musik. De fortjener en adskillelse for at man rigtigt kan se hvor stærk deres forbindelse er. Og nyd det. Meget smukkere bliver det ikke.






Vincent van Gogh: The Potato Eaters (1885)

Vincent van Gogh: Self portrait (1887)

Vincent van Gogh: Wheat Field with Crows (1890)

Vincent van Gogh: Ladies of Arles (Memories of the Garden at Etten) (1888)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar