søndag den 10. november 2013

Så...

Jeg har været en lille smule fraværende. Undskyld. Men jeg havde ikke noget valg! Jeg fik et gavekort så jeg endelig kunne få toeren i kærlighedshistorien om Emmi og Leo hjem på min reol. Bøger er dyre når de er på dansk! Og så skulle jeg lige genlæse etteren igen, før toeren kom med posten og jeg kunne genlæse den. ... Og så var det at der lige pludselig gik nogle dage med bøger og te, kun afbrudt af kaffeaftaler med veninder og møder på min a-kasse. Og ikke så meget andet.
Men nu er jeg vistnok tilbage igen - sådan nogenlunde på overfladen.

Men i dag skal det handle om Kay Christensen. Kender I ham? Det gjorde jeg heller ikke.
Jeg var egentlig på ARoS for nogle uger siden, fordi deres guldalder-udstilling skulle til at lukke. Under speciale-tiden var jeg slet ikke på ARoS - der var ikke plads til andre indtryk i mit hoved.

Så var der en dag hvor efteråret var særligt smukt, og jeg havde overskud og jeg tænkte jeg ville på ARoS og se på Dronningens og Prinsgemalens kunst, og lige få set guldalderudstillingen i samme omgang.
Guldalder har aldrig rigtigt været mig, og der var alt for mange mennesker inde og se kongelig kunst (hvilket egentlig ikke er nødvendigt - så god er den udstilling altså heller ikke).
Men på samme etage som den royale kunst er der gemt en lille perle. Den bliver lidt overstrålet af royale kunstværker, så hvis du spørger mig, så drop den royale og gå direkte hen til Kay C.

Kay Christensen (1899-1981) var en dansk maler og historiefortæller -- eventyrforfatter. Han malede med dunkle farver med accenter af en stærk, flammende orange-rød. Han malede dystre motiver, men aldrig uhyggeligt. På en eller anden måde, formåede han at male dystert samtidigt med at han fortalte eventyr i sine malerier. De er dragende, og uden så meget pis. Der er ikke overdådige rammer, der er ikke guld og glitter og der er ikke noget disney. De er som eventyr skal være; smukke, mørke men ikke fremmedgørende.
Han varierede sine penselstrøg fra at være spøgelsesagtige og udhviskende, til at være skarpe og stikkende. Og jeg kan ikke lade være med at elske hans værker. Og så har han nogle gange tekster med på sine værker. Det kan jeg jo heller ikke stå for.

Næsten lige ved indgangen er der en video hvor der bliver læst op af hans eventyr Evigglæde og de fire Vinde fra 1948, mens man ser klip af tegningerne og den håndskrevne tekst. Gør jer selv en tjeneste og se den. Sæt jer på bænken og nyd en historiefortæller, eventyrforfatter og talentfuld tegners fine eventyr blive læst op for jer.

Jeg fik taget nogle billeder da jeg var inde og se udstillingen igen med en veninde. Jeg beklager kvaliteten - mit kamera er ikke super når blitzen slås fra. Lad det være en opfordring til at komme ind og se hans værker i virkeligheden -- ARoS udstiller ham indtil d. 29. december 2013.

Kom så ind og se den! Det kan kun gå for langsomt!


Kay Christensen: Balkonen, Paris (1936)

Kay Christensen: Interiør Ung Kvinde (1961)

Kay Christensen: Valby - det grønne værelse (1945-46)

Kay Christensen: Karen Blixen (1885-1962) (1955)

Kay Christensen: Brødmaskinen og dukkerne, der blev efterladt i det tomme hus. Kathrinebæk Søndag 17. Januar (1971)


Kay Christensen: La Mouche og Stenos vers (1947-50)







Ingen kommentarer:

Send en kommentar