søndag den 13. oktober 2013

Samvejr

Det er ikke kun historier der rammer mig når jeg læser - det er også sproget. Hvordan ordene er sammensat og tænkt. Skønheden i hvordan nogle ord kommer ind i ordlege man ikke så komme, hvordan ord hører sammen og hvilke forhold de er i med hinanden og rytmen i hvordan sætninger læses.
Nogle ting skal læses langsomt og nydes. Smages som en virkelig gammel skotsk whisky.
Og selvom en roman lidt er noget rod og den måske er tung og forvirrende, så kan sproget rede alt for mig.

Søren Vad Møller udgav i 2010 sin anden roman, Parløb. Det er en underlig lille perle. Underlig fordi vi har en overvægtig superhelt ved navn Mor Danmark, et meget umage detektivpar Gunner og Vad, og en mystisk rigmand der har noget med en gråand at gøre. Og så en forbrydelse der skal opklares.
Jeg synes det er fedt! Underligt, til tider usammenhængende, men fedt.

Og midt i den ret kaotiske, men virkelig morsomme og skæve historie kommer Søren Vad Møller med vanvittigt smukke sætninger og afsnit. Og disse små vanvittigt smukke ordsammensætninger står endnu skarpere (og virker måske derfor endnu smukkere) i den absurde ramme som historien danner.

Noget af det smukkeste jeg længe har læst, vil jeg dele med jer. Bare lade citatet stå uden at sætte det for meget i kontekst. Det må man gerne når det er begyndt at blive efterår udenfor.


"Så råbte hun: Ilt! og slog armene om ham, og han trykkede sig ind til hende, så de stod tæt sammenslyngede som et iltatom. Fra da af stod det klart for ham, vi er hinandens lunger. 
Samvær blev til samvejr, gav luft til at ånde, som havde han holdt vejret hele livet indtil nu."



Ingen kommentarer:

Send en kommentar