mandag den 7. oktober 2013

For 30 kroner guf


En dag for nogle uger siden stod jeg inde i min ynglings Aarhus boghandel, Kristian F. Møller. Det er en meget farlig butik for mig - jeg ender altid med at købe noget. Faktisk er det en hel sejr hvis jeg KUN kommer ud derfra med én bog. De har den fineste engelsksprogede afdeling! Jeg bliver virkelig alt, alt for tit forelsket i for mange ting. Nå. Min veninde der var med mig derinde havde sendt mig op til kassen i troen om at det var et sikkert sted for mig - der ville ikke lande flere bøger i bunken. Æh, der tog hun lidt fejl.
Jeg fandt denne lille perle til 30 kroner (det er jo ingenting! Det må man altså gerne. Og titlen var SÅ fin. Fortalte jeg veninden da hun rystede på hovedet...).

Ann Patchetts The Bookshop Strikes Back er en fin lille sag på 20 sider. Det er en lille smagsprøve på hendes nye roman This Is the Story of a Happy Marriage der udkommer fra Bloomsbury d. 7. november 2013. Det bliver vistnok en bog med små historier fra Patchetts eget liv.

The Bookshop Strikes Back er en lille hyldest til den uafhængige boghandel. Den boghandel der ikke nødvendigvis har alt, men det de har, kan de ansatte anbefale fordi de har læst bøgerne. Og de bøger de ikke har, vil de glædeligt bestille hjem til dig. Og der er hyggeligt. Og der er tid til en sludder. Den boghandel hvor det handler mere om nærhed og bøgerne og kunderne end profit og kvadratmeter.

Patchett opdagede en dag at der ikke var flere boghandlere i hendes by. Der var de store generiske kæder, men ikke nogen rigtig boghandel. Og hvad gør en forfatter med respekt for sig selv (og bøger) så? Hun åbner sin egen boghandel, sammen med nogle venner.

Den lille fine bogforsmag røg ned i min taske i går aftes da jeg skulle ud til en veninde (man skal altid have en busbog med sig) og den passede lige til et post-influenzaramt hoved. Oveni en dejlig aften, endte jeg også med være nyforelsket i de små boghandlere.

For mig er en boghandel et sted man kan blive lidt væk og dykke med i andre virkeligheder. Det er et trygt sted. Duften af nye og gamle bøger er som små løfter om nye venskaber. Jeg føler mig simpelthen hjemme.

Hvor er jeres ynglingsboghandel? Vi skal huske at anbefale dem, og besøge dem. De må ikke forsvinde!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar