tirsdag den 24. september 2013

Olafur og mor og kunsten

Jeg elsker når man bliver blæst væk af kunst. Jeg fylder selv godt i et rum med mine 187 cm (i højden -- ikke i omkredsen), så når jeg oplever kunst hvor mine sanser bliver sat ud af deres normalle spil, og jeg måske endda føler mig lille i forhold til det værk jeg står over for / står i, så bliver perspektivet ligesom ændret.
Dette sker specielt i forhold til installationskunst.
Ja, det virker måske lidt langhåret. Jeg er selv vokset op i et hjem hvor vi ikke tog på kunstmuseum og mine forældre er langt fra kunstkendere. De er begge æstetikere i deres egen ret, og min mor er en dygtig tegner, men kunstinteressen har jeg ikke fra dem. Så jeg forstår godt det dér med at kunst kan føles lidt svært og ret utilgængeligt.

Jeg havde min mor med inde og se den Olafur Eliasson særudstilling der var på ARoS i forbindelse med regnbuens åbning i 2011. Specielt Eliassons værk Your Atmospheric Colour Atlas (2009) ramte virkelig os begge.
Installation bestod af et rum der var oplyst af skjulte, farvede lamper i loftet, og så efterfølgende fyldt med røg. Denne kombination gør at man ikke kan se mere end en armslængde foran sig imens man forsigtigt går rundt i et rum der består af ren farve der stille glider fra den ene nuance over i den anden.

Jeg tog mor under armen og så gik vi rundt derinde og oplevede på en hel ny måde. Der var nærved ingen detaljer der skulle lægges mærke til; der var bare farver. Vi gik i farver.
Eliasson fjernede muligheden for at vi kunne stole på vores synssans. Det er et element han ofte opererer med i sin kunst faktisk. Og det føltes nærmest overjordisk.

Det vi gjorde var at vi blev blæst væk af kunsten; vi mærkede hvordan det var at gå derinde og ikke kunne se mere end en armslængde foran os, mens vi bare holdt fast i hinanden og håbede at vi ikke gik ind i noget eller nogen (der var jo trods alt andre folk derinde vi kunne ramle ind i).
Jo, med kunst kan man sagtens læse om værket og kunstneren, sætte det i forbindelse med kunstens og ens egen samtid og analysere derud fra. Det er pisse spændende faktisk - det er det jeg blandt andet lærte om da jeg læste mit tilvalg på Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Men jeg vil også gerne advokere for at man nogle gange simpelthen mærker kunsten. Det kan skabe virkelig fantastiske oplevelser, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at dyrke en interesse for kunst som man måske ikke troede at man kunne få.

Hvad med jer? Hvad er jeres erfaring med kunst? Er det noget I er blevet flasket op med fra barnsben, eller er det først kommet som voksne -- hvis det da overhovedet er kommet?

Your Atmospheric Colour Atlas (2009) - privat foto

Your Atmospheric Colour Atlas (2009) - privat foto

Ingen kommentarer:

Send en kommentar