torsdag den 26. september 2013

Kender I Emmi og Leo?




Det gjorde jeg heller ikke. En af mine ynglings kolleger på mit gamle arbejde på biblioteket så helt hektisk og opgivende på mig da jeg måtte erkende at jeg ikke kendte hverken Emmi eller Leo. Hvorefter hun erklærede med myndighed at det var en STOR fejl i min opdragelse.
Hurtigt smutter hun ned blandt rækkerne (... eller reolerne - det andet er vist bibliotektslingo) og kommer tilbage med en bog. Og er nærmest ved at låne den ud til mig før hun kommer hen til skranken.
"Den læser du i eftermiddag, Ann". Og så lytter man og retter ind.

Jeg har godt nok senere konfronteret hende med det faktum at bogen på det tidspunkt var nyudgivet i Danmark, og det teknisk set ikke kunne være en fejl i min opdragelse at jeg ikke havde læst den. Men nogle gange er bogen bare lige præcis så god at sådanne udtalelser alligevel giver mening.

Så lad mig introducere jer for Emmi og Leo. Og tyske Daniel Glattauer der har skrevet to mavepustende romaner om Emmi og Leo. Den første hedder God mod nordenvind.

Emmi vil egentlig bare gerne afmelde et abonnement på et tidsskrift, og Leo vil egentlig bare gerne have at Emmi skriver email-adressen til dette tidsskrift korrekt så hun ikke kommer til at sende mails til ham i stedet.
Det er sådan det hele starter. Et venskab. En kærlighedshistorie der får dig til at sidde med bogen i hænderne lang tid efter du er færdig med at læse. Og elske Emmi og Leo helt vildt højt. Og synes at verden nok skal blive helt i orden hvis bare de to er sammen.

Glattauer har brugt en fortællermetode der virkelig ikke burde virke så godt som den gør.
Romanerne (for ja, der er en toer) er skrevet udelukkende som en mail-korrespondance. Det virker eminent godt. Som læser får man kun at vide hvilken dato (eller hvor mange dage/uger senere mailen er sendt), tidspunkt på døgnet den er sendt (eller hvor mange sekunder/minutter/timer senere mailen er sendt) og så indholdet af emnefeltet og mailen. That is it.
Det giver en intimitet og en rytme i fortællingen der greb mig og holdt mig fast som i et jerngreb.
Som læser ved jeg ikke mere om Leo end hvad Emmi gør, og modsat. Deres virtuelle, intime korrespondance som er den eneste måde hvorigennem de taler med hinanden, bliver delt med os. Det er bragende intimt og stærkt at opleve.
Rytmen i at deres mails kommer med minutter, og nogle gange sekunders, mellemrum gør at man som læser sidder og bliver helt stakåndet. Og når der går dage, og nogle gange uger imellem mails føler man nærmest fysisk deres frustration og smerte.

Glattauer skriver desuden vanvittigt godt. Og Simon Hastrup fortjener virkelig en krammer for et sindssygt godt stykke arbejde da han oversatte den (jeg har haft oversættelse på både bachelor-delen og kandidat-delen af min uddannelse, så jeg er pernitten).
Jamen for søren altså. Hvad venter I på? Kom ind forbi bibliotek.dk eller din lokale boghandler. Emmi og Leo er umanerligt gode at kende.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar