søndag den 29. september 2013

Den hemmelige have



Her er den så - den bog hele mit liv har handlet om de sidste 6 måneder. Den har været med mig overalt som min permanente busbog / togbog / taskebog. Den er blevet læst og læst og bladret, noteret og overstreget i.
Det er tale om Frances Hodgson Burnetts The Secret Garden fra 1911. En af de helt, helt store engelske børnebogsklassikere. På dansk hedder den ganske enkelt Den hemmelige have.

Jeg valgte at skrive speciale om en af mine absolutte ynglingsbøger, ud fra en tematik jeg synes er vildt spændende. Det er altså farligt. Man kan virkelig nemt ende med at have analyseret den så meget til bunds at man hverken kan udstå tematikken eller handlingen mere. 
Det er jeg på mirakuløs vis sluppet for.

Meget kort fortalt handlede mit speciale om menneskets forhold til sted og rum. Og om hvordan stedets identitet er forbundet med menneskets identitet. Ud fra en børnebog fra 1911. Med to filosoffer, en arkitektur teoretiker, en samfundsdebattør og en geograf som teoretikere. Hvorfor dog springe over hvor gærdet er lavest? 

Nok om det - tilbage til det vi kom fra :) En boganbefaling.

Det er en virkelig dejlig børnebog Burnett har skrevet, og den er slet ikke kendt nok herhjemme i Danmark, hvis man spørger mig. Den handler om Mary Lennox der aldrig er blevet opdraget, og egentlig er en rædselsfuld lille pige. Da hendes forældre dør af sygdom i Indien (koloniernes tid) bliver hun sendt til England for at bo på Misselthwaite Manor hos hendes onkel, Archibald Craven. 
Hele Misselthwaite er tynget af sorg. For ti år siden døde hendes tante i en ulykke inde i den aflukkede have hun elskede så højt (her taler vi en af de typiske engelske haverum, der er omgivet af høje stenmure). I sin sorg og vrede over at miste sin hustru, låser Archibald haven af, begraver nøglen og herfra bliver haven ikke længere omtalt. I ti år er den overladt til sig selv, mens den bliver mere og mere overgroet og vild.
Da Mary kommer til Misselthwaite forandres dette; hun finder haven og stille og roligt begynder hun, med hjælp fra nye venner, at vække haven til live igen, samtidig med at Mary selv lærer om venskab og medfølelse.

Det er en fortryllende børnebog. Intet mindre. Mangler du noget at læse op for datteren eller niecen, eller en god gave til en 11-12 årig pige --- nåja eller bare som jeg godt kan lidt at dyrke dit indre barn en gang imellem, så kan den varmt anbefales. 



Ps -- Specialet blev meldt bestået i weekenden, og endda med en karakter jeg er virkelig glad for. Så tør jeg godt anbefale bogen. Ikke at jeg er overtroisk, men man skulle jo nødig jinxe noget ...




1 kommentar:

  1. Jeg har ledt efter hvad den bog hed som jeg læste som barn og nu vil læse for mine børnebørn... Og endelig fandt jeg titlens..

    SvarSlet