søndag den 22. september 2013

"And in that moment, I swear we were infinite"


Jeg har næsten lige fået min frihed tilbage. I et halvt år har jeg ikke tilladt mig selv at læse noget som helst der ikke var specialerelateret - mest ud af nødvendighed, for der var ikke så meget mere plads i mit hoved. 
Så da specialet blev afleveret var det store spørgsmål så, hvad jeg skulle kaste mig over først. 
En af mine venner beordrede mig for nogle måneder siden til at læse The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky fra 1999. Han så helst at jeg læste den før jeg afleverede specialet faktisk (han er en aaanelse stædig) men efter lidt diskussion endte jeg med at love at købe den og læse den som det allerførste når specialet var af vejen. Og det gjorde jeg så.

Det er ikke uden grund at den er blevet kaldt den nye Catcher in the Rye, eller Forbandede ungdom / Griberen i rugen  på dansk (den er blevet genoversat for nogle år siden og har fået ny titel). 
Det er en vanvittig god coming-of-age historie - måske endda den bedste jeg har læst i flere år. 
Den omhandler Charlies første år i High School i 1991/1992; hans fortvivelse, hans ensomhed, hans venskaber, hans undringer, hans kærlighed og hans forsøg på at holde sig selv og sit liv fra at falde fra hinanden. 
Hele bogen er skrevet i brevform til en ven vi ikke kender. En fortrolig i en envejs-samtale. Charlie er en stille dreng der har svært ved at forstå verden. Han lægger som oftest tavst mærke til sine omgivelser. Alle de observationer, oplevelser og tanker Charlie har som denne wallflower - denne dreng der går i ét med tapetet - skriver han ned og sender til vennen. 
Bogen er hjerteskærende simpel; sproget er nemt at forstå, og Charlies naivitet er rammende som jeg sjældent har oplevet før. Men alt dette til trods, er der så meget indhold i bogen, for Charlie observerer og beskriver så læseren får et klart og frisk indtryk af en teenagers verden. 

Jo, Charlie har det nok betragteligt værre end den gængse teenager (også undertegnede da jeg var den alder), men alligevel sad jeg tilbage med minder om dengang jeg selv var teenager, og med en fornyet forståelse på hvordan det hele hang sammen. 
Den er desværre (så vidt jeg har kunnet snuse mig frem til) ikke oversat til dansk - men den er virkelig ikke svær -- og den kan virkelig ikke anbefales for lidt. Mit råd? Vent med at se filmatiseringen. Vent med alt det andet I skal nå. Kom ned på jeres lokale bibliotek og se om de har den hjemme, og hvis ikke så køb den. Jeg lover jer - I kommer ikke til at fortryde det. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar