lørdag den 30. december 2017

[eftertanke] afstemt

der er ikke nogen
der har sympati
for en pige der smiler
symptomer
det kommer bag på dig
jeg står på reolen
og svinger kontinuerligt
med hofterne
som en anden
hawaiipige
afstemte portioner
gjort tam
i afstemte symptomer










tirsdag den 26. december 2017

[eftertanke] timer

Der tikker jævnligt små beskeder ind. Små, klare elektroniske lyde, der på en eller anden måde virker verdensfjerne og utilpassede.
Hver gang løfter hun hovedet og ser mod døråbningen. Som var der nogen, der gik forbi derude.
Det er en rutine der sidder i hendes nakke og i hendes baghoved. Hun tænker ikke længere nærmere over det.
Telefonen ligger på kommoden ved døren. Neden under den, bag de lyse trælåger, ligger de pænt foldede duge til fint brug, dækkeservietterne og de håndbroderede løbere. Hun stod så møjsommeligt og strøg det hele inden det blev lagt derind. Ordentligt, og væk fra sollyset så de ikke falmer. Duften af varmt bomuld trak hende ind som en sløjfe i sig selv. Rund og fin. Den kom med ind i skabet og prøvede at stå imod støvet. Sølvtøjet i skabet ved siden af. De pæne glas i vitrinen. De klirrer når hun går forbi, og hun har for lang tid siden undladt at gøre noget ved det. De lyder som hån.
Pling!
Hun kigger op og lader øjet ramme det, der ikke er på den anden side af karmen. Fylder lungerne syv-otte gange. Hendes fingre føles ikke helt som hendes egne.
Regnen fjerner muligheden for at gå udenfor. Hun sætter vand over til te og tørrer bordet over en gang til, selvom hun ikke har siddet ved det, siden hun fik morgenmad for efterhånden mange timer siden. Hun sover ikke tungt eller længe længere.
Hun har det bedst om aftenen, for der er dagen ikke længere med forventninger, som man kan være med barn.
Hun fik aldrig familie.
Telefonen giver lyd fra sig igen. Hun nynner med, lige så fremmed og rytmeløst som de elektroniske åndestød fra kommoden.
Engang, tænker hun, da hun endelig lader sig flyde med. Engang ville jeg gerne blive.










søndag den 12. november 2017

[eftertanke] sorgmasker

Det er hende, jeg lægger mærke til. Hende for enden af sengen.
Hun står i blå maske i sit mørke, mens lyset får lov til at spille i de andres ansigter.
De er alle masker. Ingen af dem er ægte. Hun står for enden af sengen, og ligner som den eneste en, der burde være ved et dødsleje. Hendes øjne virker tomme. Hun kigger på mig, mens hun kigger ned. Hun ser på den døde, som jeg ikke må se. Hun er trængt op i en krog. Sammenmast af de andres påtrængende sorg.
Hun fortæller mig, at hun vil ud. Have ro for Guds skyld, fortæller hun mig. De andres masker er groteske. Hvem bærer så meget liv, når de er i sorg? Hvem er så detaljerede? Hvem er malet i gule og røde farver i sorgen? Kun hun er ægte. Flad. Blå. Underligt udvasket og toneløs. Mast og uden dybde.
Det er hende, der er den ægte sorg.
Kunsten skal vise vej til en højere virkelighed. Hun vil ud i det ægte.










søndag den 10. september 2017

[eftertanke] så er vi kvit

Jeg er ked af det.
Du tager på vej, jeg kan godt se det.
Du har taget lyset fra rummet, jeg kan godt se det.
Jeg har taget resten, siger du.
Så er vi kvit.
Vi har såret hinanden på kryds og grundigt for at være sikre. 
Trukket hinanden rundt ved navlen og fodret
hinanden med små tunge sandkorn der langsomt
har slået revner i vores blodkar.
Ligesom porcelæn, bare endnu mere skrøbeligt.
Og du er ked af det.
Jeg tager af sted. Du kan godt se det.
Jeg siger, at man jo må vælge
en retning og stå ved den, hvis man skal være rigtig,
og det vil jeg så gerne være.
Du har vasket dine hænder rene, siger du, og ser så
bebrejdende på mig.
Og jeg skælder dig ud for at misbruge de ord som vi
engang mødtes om.




Ord i Karens Mindes billede.

Ord i Karens Mindes billede.