fredag den 28. september 2018

[eftertanke] frihed



Du har fortalt mig, at du bedst kan lide at skrive om at være på vej. Den oprindelige drøm, siger du til mig. Jeg har taget asfalten på for dig. Oversat mig selv til amerikansk.
Og himlen er flydende. Og det eneste, vi ser klart er på afstand.
Og forbi os flyder de forladte biler og huse og tomme mennesker sammen til det, vi flygter fra.
Og ingen af os ved helt, hvad frihed er, men vi har aldrig mærket den så stærkt som nu.










lørdag den 15. september 2018

[eftertanke] rejsende

Jeg har lyst til at gå tilbage til manden og sige undskyld. Mest til mig selv.
Undskyld, jeg faldt lidt fra mig selv. Kom til at sige, at alt var mere, end jeg kunne klare. Jeg skulle bare have anvist et bord.

Jeg fandt pladsen helt i hjørnet, ryggen mod restaurenten og det ikkestedshelvede en lufthavn nu engang er.
Jeg har frit udsyn over flyene, der letter tungt og buttet.
Der er vel et system.
Hvordan kommer jeg hjem?










fredag den 7. september 2018

[eftertanke] fra det, vi glemte




på afstand fra skyggerne med ryggen mod muren frem mod 
spottet gemt set frataget men tilgivet tænkt virkelig stående 
altid rank i folder sammenholdet rørende uden for fokus skarp

b-side






















torsdag den 30. august 2018

[eftertanke] bænke

I Edinburgh er der bænke som supplement til kirkegårde.
Til minde om de faldne soldater. Til minde om dem, der var bror, far, og bedstefar
og som elskede Skotland. Til minde om dem, der ikke havde nogen, så de fik en bænk i stedet.
Så der i det mindste er nogen, der holder deres minde med selskab, når fødderne skal hvile lidt.
Vi taler ikke om, hvordan tingene ændrer sig.
Ikke rigtigt.
Bænkene ved det.