lørdag den 15. september 2018

[eftertanke] rejsende

Jeg har lyst til at gå tilbage til manden og sige undskyld. Mest til mig selv.
Undskyld, jeg faldt lidt fra mig selv. Kom til at sige, at alt var mere, end jeg kunne klare. Jeg skulle bare have anvist et bord.

Jeg fandt pladsen helt i hjørnet, ryggen mod restaurenten og det ikkestedshelvede en lufthavn nu engang er.
Jeg har frit udsyn over flyene, der letter tungt og buttet.
Der er vel et system.
Hvordan kommer jeg hjem?










fredag den 7. september 2018

[eftertanke] fra det, vi glemte




på afstand fra skyggerne med ryggen mod muren frem mod 
spottet gemt set frataget men tilgivet tænkt virkelig stående 
altid rank i folder sammenholdet rørende uden for fokus skarp

b-side






















torsdag den 30. august 2018

[eftertanke] bænke

I Edinburgh er der bænke som supplement til kirkegårde.
Til minde om de faldne soldater. Til minde om dem, der var bror, far, og bedstefar
og som elskede Skotland. Til minde om dem, der ikke havde nogen, så de fik en bænk i stedet.
Så der i det mindste er nogen, der holder deres minde med selskab, når fødderne skal hvile lidt.
Vi taler ikke om, hvordan tingene ændrer sig.
Ikke rigtigt.
Bænkene ved det.










søndag den 5. august 2018

Postkort fra sommeren


Der er en pige, der flere gange hinkehopper forbi mig med andre børn i hælene.
Det er lige heromme, råber hun. Nej, ikke dén mast ... dén mast.
Og så vender hun om efter flere der skal hjælpes. Børn i løbealderen i feriestemning.
De har alle sol i kinderne og krudt under fødderne.
Vi venter alle sammen på færgen, som er forsinket.

Ved ventestedet holder en bil med samme farve som sundet.















Og vandet er lige dér. Varmt og blødt og så blåt, at jeg ikke tror på farven. Men vandet tror jeg på, for det smøg sig om mig, da jeg gav efter for det, og det lod mig komme helt ud til jollen, før min kjole blev for kort. Jeg kommer tilbage senere, lover jeg det.













Den har vinger, båden i midten. De er foldet ind mod skroget, selvsikre og lakeret i tykke lag, for at kunne tage imod. Når vægteren går sin rute om aftenen klokken ni, letter den og trækker natten ind over Ærøskøbing, som byens egen Helios. Selvfølgelig.













Ærø er vand. Alt er vand. Jeg er flydende.
Der er meget salt for tiden, siger de. Det er tørken.
Det virker helt forkert med tørke og Ærø.
Jeg aftenbader for at kunne være til. Lukker øjnene i, og lader saltet tage mig,
så jeg ikke flyder fra hinanden.













Dagen tænkes om. En myg har forvildet sig ind i min overarm, og har efterladt en reaktion på størrelse med en underkop. Huden brænder og har hævet sig op, og jeg må med bussen, der kører en gang i timen, mod Marstal og øens eneste apotek. Men damen på restauranten i går skulle med familien til Marstal i dag. Hun mindede mig så meget om Annes hysteriske søster i Persuasion, at det skar mig helt ind til knoglerne. Hvis de venter ved busstoppestedet, når jeg skal med, så venter jeg gerne en time mere. Én lidelse ad gangen. Det er vel ferie.













Det giver mig en anden følelse af størrelse at være her. Under himlen er jeg så utroligt lille.
Himlen er aldrig så stor derhjemme, som den er her. Den krænger sig ud her, for her er plads.
Jeg kan se, at den ånder.Men fyrtårnet ville have mig mindre. Jeg måtte folde mig sammen på vej
op til toppen. Ja, havde du været et barn, sagde det til mig, som jeg kravlede på alle fire
ud ad døren til gangbroen, der går rundt om prismen.
Men jeg bliver ikke tilbudt hverken spis-mig kager eller drik-mig flasker,
så jeg jeg må bare holde fast.














De engelske hunde er overalt i vinduerne. Jeg spurgte nysgerrigt en ældre dame, med nydelig lyserød læbestift for øvrigt, der betjener en forretning med antikviteter i Marstal, om deres betydning. Hun smilede, og fortalte mig, at sømandskonerne i sin tid brugte dem til at vise, om deres mænd var hjemme. Vendte de om, fortalte hun, så betød det, at deres mænd var ude at sejle.
Det var nyttigt, sagde hun og blinkede.
Senere finder jeg en gammel Politiken fra august 1945. På forsiden er der en artikel om et dramatisk døgn, mens der på bagsiden er kontaktannoncer. En mand søger et bekendtskab/ægtefælle, der er passende for en herre på 30 aar, der er 180 centimeter høj. Billede eller foto paaskønnes.
Hun griner, da jeg læser den op. Jo ..., siger hun, nu til dags foregår den slags jo over internettet.














De bolchestribede telte er slået op på torvet. Ærø kalder det eventyrfest og kalder mig ind med fadøl og arm på baren, hvor man løser det meste over en snak. Resten må man lige lægge på hylden for aftenen. Sangeren på scenen synger, at han er en Joker. Jeg nynner med, og om lidt køber jeg en fad og glemmer resten. Jeg skulle have taget kjole på.